Aktionærlån - og selvfinansiering

Plesner yder specialiseret rådgivning omkring de muligheder og begrænsninger, som lovgivningen fastlægger i relation til aktionærlån og selvfinansiering.

I de danske selskabslove har der hidtil været et generelt forbud (dog med enkelte undtagelser) imod, at et selskab yder lån til ejerkreds samt ledelsen i selskabet samt til visse nærtstående personer (forbud imod aktionærlån).

Tilsvarende har der hidtil været et generelt forbud mod at aktie- og anpartsselskaber yder lån til eller stiller sikkerhed for finansieringen af erhvervelse af kapitalandele i det pågældende selskab eller dets moderselskab (forbud imod selvfinansiering).

Formålet med forbuddene er at beskytte selskabets kreditorer og aktionærer imod tab af selskabets midler, f.eks. ved at selskabets midler udlånes på vilkår, der er ufordelagtige for selskabet.

Ophævelse af det generelle forbud mod selvfinansiering

Efter ikrafttræden af alle dele af den nye selskabslov er det generelle forbud mod selvfinansiering ophævet, og det er dermed muligt at anvende selskabets frie midler til erhvervelse af kapitalandele i selskabet. Det forudsætter dog, at en række lovbestemte betingelser er opfyldt.

Lempelse af reglerne for aktionærlån

Tilsvarende er der efter ikrafttræden af alle dele af den nye selskabslov sket en lempelse af reglerne for aktionærlån. Som ved selvfinansiering er det dog en betingelse, at en række lovbestemte betingelser overholdes.

 

cam l‘sning 
© Plesner  TLF 33 12 11 33 - Amerika Plads 37 - 2100 København Ø - CVR 42 93 85 13
Cookies