Forlænget arbejdstid var i orden
Hvis begrundelsen og fremgangsmåden er saglig, kan en arbejdsgiver bestemme, at spisepauserne skal være ubetalte. Det følger af Arbejdsrettens afgørelse af 5. oktober 2010.
Hvis begrundelsen og fremgangsmåden er saglig, kan en arbejdsgiver bestemme, at spisepauserne skal være ubetalte. Det følger af Arbejdsrettens afgørelse af 5. oktober 2010.
En stor dansk virksomhed havde problemer med økonomien. I bestræbelserne på at vende udviklingen ønskede virksomheden at gå fra betalte til ubetalte spisepauser, hvilket ville medføre en øget arbejdstid på 2½ time pr. uge. Dette blev diskuteret med tillidsrepræsentanterne, uden at parterne dog kunne blive enige. Virksomheden informerede herefter medarbejderne om den kommende ændring, der ville træde i kraft tre måneder senere.
Medarbejderne mente ikke, at dette var rimeligt, og sagen skulle derfor behandles i Arbejdsretten.
Retsformanden bemærkede først og fremmest, at spisepauserne ikke var fastlagt ved overenskomst. Det stod derfor firmaet frit for at forlænge arbejdstiden, så længe begrundelsen var saglig, og fremgangsmåden korrekt. Da tillidsrepræsentanterne blev hørt, og der blev givet et rimeligt varsel, fandt retsformanden ikke, at firmaet havde tilsidesat sine beføjelser i medfør af ledelsesretten.
Afgørelsen viser, at det er muligt for en virksomhed at forlænge arbejdstiden med en periode svarende til længden af en ubetalt spisepause, forudsat at dette ikke er reguleret ved overenskomst. Der skal dog være en saglig begrundelse og et rimeligt varsel.
Vidste du… at ifølge lov om lønmodtageres ret til fravær af særlige familiemæssige årsager kan tvingende familiemæssige årsager som sygdom og ulykke give en lønmodtager ret til fravær. I Østre Landsrets dom af 20. september 2010 blev en medarbejder afskediget fem dage efter, at hun havde meddelt sin arbejdsgiver, at hendes barn havde en invaliderende tarmsygdom. Landsretten tilkendte medarbejderen en godtgørelse på kr. 70.000 svarende til 3 måneders løn. |