Besparelser i Forsvaret
Det var sagligt at opsige en medarbejder i Forsvaret med 41 års anciennitet grundet omstrukturering og besparelser. Det blev fastslået i faglig voldgifts kendelse af 21. februar 2012.
Det var sagligt at opsige en medarbejder i Forsvaret med 41 års anciennitet grundet omstrukturering og besparelser. Det blev fastslået i faglig voldgifts kendelse af 21. februar 2012.
Implementeringen af forsvarsforliget for 2010-2014 medførte, at der skulle ske omstrukturering og personalereduktion i Forsvaret. I denne forbindelse blev en medarbejder med 41 års anciennitet opsagt, da dennes stilling i Forsvarets Materieltjeneste blev nedlagt.
Medarbejderens faglige organisation indbragte sagen for faglig voldgift med påstand om, at opsigelsen var usaglig, fordi der ikke var taget hensyn til medarbejderens lange anciennitet. Efter organisationens opfattelse var en række forvaltningsretlige grundsætninger også tilsidesat ved opsigelsen. Opmanden gav ikke medarbejderen medhold heri.
I forhold til medarbejderens lange anciennitet fastslog opmanden, i overensstemmelse med eksisterende praksis på det offentlige område, at en lang anciennitet ikke tillægges afgørende vægt frem for andre kriterier, og at medarbejderens anciennitet ikke skulle vægtes tungere end andre saglige hensyn.
Ved afskedigelsesrunden var de opsagte medarbejdere blevet udvalgt efter på forhånd fastlagte saglige kriterier. Selvom ancienniteten ikke var blevet nævnt, lagde opmanden til grund efter vidneforklaringer, at hensynet til ancienniteten var indgået i vurderingen. Opmanden lagde endvidere til grund, at medarbejderen var blevet udvalgt, fordi dennes stilling var blevet nedlagt, og da andre sammenlignelige stillinger inden for medarbejderens geografiske og faglige ansættelsesområde allerede var besat af bedre kvalificerede medarbejdere. Samlet fandt opmanden derfor, at afskedigelsen var sagligt begrundet.
I forhold til de af organisationen påståede forvaltningsretlige mangler fandt opmanden blandt andet, at høringsskrivelsen opfyldte betingelserne for begrundelseskravet i forvaltningsloven, da den angav de faktiske forhold og kriterier, der dannede baggrund for afskedigelsen. Opmanden udtalte samtidig, at det ikke var et krav, at høringsskrivelsen gav en uddybning af arbejdsgiverens vurdering af medarbejderen i forhold til andre medarbejdere.
Kendelsen bekræfter eksisterende praksis på det offentlige område, hvorefter hensynet til en medarbejders lange anciennitet ikke skal vægtes tungere end andre saglige hensyn.
Lovforslag om ændring af ferieloven er nu fremsat
Det udkast til lovforslag om ændring af ferieloven, herunder i forhold til ret til erstatningsferie ved sygdom under ferie, som vi omtalte i vores nyhedsbrev fra februar 2012, er nu blevet fremsat af Beskæftigelsesministeren.
Lovforslagets hovedelementer er uændrede i forhold til det tidligere omtalte.
Ifølge den offentliggjorte tidsplan for behandlingen af lovforslaget forventes lovforslaget endeligt vedtaget inden udgangen af april måned 2012, og lovændringen må således fortsat forventes at træde i kraft med virkning fra den 1. maj 2012.
|