Folketinget vedtager lov om forlænget beskyttelsestid for lydoptagelser
Folketinget har nu endeligt vedtaget forslaget til loven, der udvider beskyttelsestiden for rettigheder til lydoptagelser fra 50 til 70 år for udøvende kunstnere samt for fremstillerne af lydoptagelserne.
Lovændringen er tidligere omtalt her i IP Update, og der er kun få ændringer i forhold til det oprindelige lovforslag. Den væsentligste ændring i forhold til det oprindelige lovforslag vedrører udøvende kunstneres muligheder for at bringe en aftale om overdragelse af deres rettigheder til ophør:
Lovforslaget indfører en ny § 66 a i ophavsretsloven, hvorefter en udøvende kunstner kan bringe en aftale om overdragelse af sine rettigheder til en fremstiller af lydoptagelser til ophør, hvis der er forløbet 50 år fra første udgivelse eller offentliggørelse af lydoptagelsen. Efter den endelige version af lovforslaget kræves der, at to betingelser skal være opfyldt:
- Fremstilleren udbyder ikke eksemplarer af lydoptagelsen til salg i tilstrækkelig grad, og
- Fremstilleren stiller ikke lydoptagelsen til rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til den på et individuelt valgt sted og tidspunkt
Begge betingelser skal være opfyldt, før den udøvende kunstner kan bringe aftalen til ophør. Efter den oprindelige formulering af lovforslaget var det tilstrækkeligt, at én af betingelserne var opfyldt.
Lovændringen træder i kraft den 31. oktober 2013, og det endelige vedtagne lovforslag kan læses her.