Lønnedgang i overenskomsten skal ikke varsles
Faglig Voldgifts kendelse af 13. oktober 2011 fastsatte, at væsentlige forringelser af lønvilkår for en funktionær ikke skal varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel, når forringelsen er aftalt som led i en overenskomstfornyelse.
Faglig Voldgifts kendelse af 13. oktober 2011 fastsatte, at væsentlige forringelser af lønvilkår for en funktionær ikke skal varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel, når forringelsen er aftalt som led i en overenskomstfornyelse.
Sagen omhandlede en lønnedgang, der var blevet aftalt som led i overenskomstfornyelsen for 2010. For nogle af fagforeningens medlemmer indebar overenskomsten en væsentlig lønnedgang.
Fagforeningen fremførte efterfølgende, at der var tale om en væsentlig vilkårsændring, og at en så væsentlig lønnedgang var et så uforudsigeligt element i en overenskomstfornyelse, at der måtte kræves en individuel varsling. Arbejdsgiveren mente derimod, at både lønstigninger og lønnedgang måtte være forventelig ved en overenskomstfornyelse. Arbejdsgiveren anførte videre, at der ikke var tale om et ensidigt pålæg fra arbejdsgiverens side, da overenskomsten var indgået som en aftale mellem ligeværdige parter.
Opmændene fandt, at det måtte være påregneligt for medarbejderne, at en overenskomstfornyelse ville kunne føre til en mindre favorabel aftale end den tidligere overenskomst, og at medarbejderne var ansat på de til enhver tid gældende vilkår, der følger af overenskomsten. Arbejdsgiveren var derfor ikke forpligtet til at varsle medarbejderne individuelt i henhold til funktionærloven, da fagforeningen havde accepteret lønnedgangen, og der derfor ikke var tale om et ensidigt pålæg - også selvom aftalen indebar en væsentlig forringelse af medarbejdernes løn.
Opmandskendelsen viser, at en lønnedgang, der er aftalt ved kollektiv overenskomst, ikke skal varsles individuelt over for den enkelte medarbejder efter funktionærlovens § 2, når medarbejderen er omfattet af den til enhver tid gældende overenskomst i henhold til aftalegrundlaget.