Skattefrihed for godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven
Efter flere afgørelser fra skattemyndighederne er det nu slået fast, at godtgørelser givet efter forskelsbehandlingsloven er skattefrie for medarbejderen.
Efter flere afgørelser fra skattemyndighederne er det nu slået fast, at godtgørelser givet efter forskelsbehandlingsloven er skattefrie for medarbejderen.
Om en godtgørelse er skattepligtig afhænger af godtgørelsens karakter bedømt ud fra en konkret vurdering af, om godtgørelsen udgør en fratrædelsesgodtgørelse eller godtgørelse for krænkelse af goder af mere ideel karakter. Godtgørelser, der træder i stedet for lønindkomst, beskattes som skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, fratrædelsesgodtgørelser beskattes efter den særlige bestemmelse i ligningslovens § 7U, hvorimod godtgørelse for en krænkelse af mere ideel karakter er skattefri efter statsskattelovens § 5, litra a. Er der således påført en ikke-økonomisk skade, som f.eks. tort, vil godtgørelsen være skattefri.
Skattemyndighederne har i flere bindende svar tilkendegivet, at godtgørelser givet i henhold til forskelsbehandlingsloven skal dække en ikke-økonomisk skade. Godtgørelsen træder således ikke i stedet for en skattepligtig ydelse og er derfor skattefri, da der er tale om en krænkelse af mere ideel karakter.
Med hensyn til arbejdsgivers fradragsret kan udgifter til godtgørelser, der træder i stedet for lønindkomst, fratrækkes som en lønomkostning efter statsskattelovens § 6. Fratrædelsesgodtgørelser vil derfor være fradragsberettigede. Derimod vil der som udgangspunkt ikke være fradragsret for udbetaling af godtgørelser for krænkelse af en ideel karakter. Undtagelsesvist vil godtgørelsen være fradragsberettiget, hvis den udgør et udslag af en med driften som arbejdsgiver forbundet risiko. Dette vil dog næppe være tilfældet for diskrimination efter forskelsbehandlingsloven.
Stress ikke et handicap
Afskedigelsen af en medarbejder var begrundet i omfattende sygefravær på grund af stress og var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Det kom Ligebehandlingsnævnet frem til i en afgørelse af 22. februar 2012.
En medarbejder ansat i fleksjob blev afskediget, efter at han havde været sygemeldt med stress. Medarbejderen havde skånebehov i forhold til rygbelastende og stressende arbejde.
Ligebehandlingsnævnet fandt, at medarbejderens ryglidelser måtte antages at udgøre en funktionsnedsættelse, som medførte kompensationsbehov, hvorfor der var tale om et handicap. Dog fandt nævnet ikke, at medarbejderens stress-symptomer, som var en del af sygdomsbilledet, i sig selv udgjorde et handicap. Da afskedigelsen var begrundet i det omfattende sygefravær i forbindelse med, at medarbejderen var sygemeldt på grund af stress, fandt nævnet, at afskedigelsen ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
|