Ændring af renteloven
Den 1. marts 2013 træder en ændring af renteloven i kraft, der blandt andet betyder, at den aftalte betalingsfrist mellem to erhvervsdrivende eller en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed som udgangspunkt ikke kan fastsættes til mere end 30 dage.
Den 1. marts 2013 træder en ændring af renteloven i kraft, der blandt andet betyder, at den aftalte betalingsfrist mellem to erhvervsdrivende eller en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed som udgangspunkt ikke kan fastsættes til mere end 30 dage.
Som led i implementering af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner træder der den 1. marts 2013 en ændring af renteloven, erstatningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven i kraft.
Lovændringen har til formål at styrke konkurrenceevnen hos små og mellemstore virksomheder, som i dag kan være presset til lange betalingsfrister af deres kunder, der typisk er store virksomheder og/eller offentlige myndigheder.
De væsentligste ændringer er:
- En ændring af reglerne vedrørende betalingsfrister
- En ændring af rentesatsen og
- En ret til at kræve kompensationsbeløb ved forsinket betaling
Ændringerne i erstatningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven er afledt af de ændringer, som foretages i renteloven.
Betalingsfrister
Med lovændringen kan den maksimale betalingsfrist i kontraktsforhold mellem to erhvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed fastsættes til 30 dage.
Både som kreditor og debitor bør man være opmærksom på de nye regler. Som debitor skal man sikre sig, at de fastlagte betalingsfrister overholder rentelovens krav. Som kreditor skal man være opmærksom på det klare udgangspunkt; en betalingsfrist er på 30 dage.
Aftaler indgået før den 1. marts 2013 vil ikke være omfattet af de nye regler om betalingsfrister. Nye aftaler indgået efter den 1. marts 2013 vil derimod være omfattet.
Kontraktsforhold mellem to erhvervsdrivende
I kontraktsforhold mellem to erhvervsdrivende gælder kravet om den maksimale betalingsfrist på 30 dage dog ikke, såfremt:
- Kreditor udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist, og
- Denne længere betalingsfrist ikke er urimelig over for kreditor
Ad "udtrykkeligt"
Udtrykkelighedskravet fremgår direkte af det underliggende direktiv.
I betænkningen afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forsinket betaling i handelstransaktioner udtaler arbejdsgruppen, at vurderingen af begrebet "udtrykkeligt" må foretages "med udgangspunkt i de almindelige aftaleretlige regler om vedtagelse og fortolkning af kontraktvilkår, men således at der må kræves mere end det minimum, som efter almindelige regler er nødvendigt for, at kontraktvilkår kan anses for vedtaget og dermed en del af parternes aftale."
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at hvis et betalingsvilkår med betalingsfrist på mere end 30 dage er indeholdt i et standardaftale, er det en forudsætning for vilkårets gyldighed, at parterne er gjort udtrykkeligt opmærksom herpå og har godkendt det.
Arbejdsgruppen udtaler i tilknytning hertil, at en bestemt og generel henvisning til en aftales vilkår ikke er tilstrækkeligt til, at betalingsfristen er udtrykkeligt aftalt.
Det er desuden justitsministerens opfattelse, at et betalingsvilkår indeholdt i en standardaftale m.v. kun kan anses for udtrykkeligt aftalt, såfremt fordringshaverens opmærksomhed utvetydigt er blevet henledt på det konkrete vilkår om betalingsfristens længde inden aftalens indgåelse.
Det forhold, at et aftalevilkår fremgår af et "agreed document", kan, trods dokumentets særlige karakter, efter arbejdsgruppens opfattelse heller ikke i sig selv bevirke, at betalingsfristen er udtrykkeligt aftalt.
For at sikre sig, at en betalingsfrist på over 30 dage kan anses som udtrykkeligt aftalt, kan betalingsfristen løftes ud af eventuelle standardvilkår og ind i en individuelt forhandlet aftale eller aftaletillæg. Hvad der præcist ligger i begrebet udtrykkeligt aftalt, vil skulle udvikles i praksis, og vil afhænge af en konkret vurdering, hvor blandt andet de ovenstående elementer vil indgå.
Det er debitor, der har bevisbyrden for, at der er indgået en udtrykkelig aftale om forlængelse af betalingsfristen på mere end 30 dage, ligesom det påhviler debitor at fremkomme med de oplysninger, der begrunder en forlængelse af betalingsfristen ud over 30 dage.
Ad "urimelig"
I forhold til vurderingen af kravet om, at aftalen ikke må være urimelig, fremgår det af betænkningen afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, at urimelighedskravet allerede fremgår af generalklausulen i aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Det underliggende direktiv og det oprindelige lovforslag indeholder begge bestemmelser om en betalingsfrist på 60 dage og ikke 30 dage. På baggrund af direktivet har hovedparten af de øvrige EU-lande derfor implementeret en betalingsfrist på 60 dage.
Af betænkningen til det endelige lovforslag, fremgår det endvidere, at Retsudvalget indstiller, at "en udvidelse ud over 60 dage skal være særligt begrundet".
Betalingsfrister på op til 60 dage må derfor som udgangspunkt kunne aftales uden en særlig begrundelse, og meget vil derfor tale for, at en betalingsfrist på op til 60 dage som udgangspunkt ikke vil blive anset som urimelig.
Det vil dog i sidste ende være op til domstolene at fastlægge, hvornår der foreligger en udtrykkelig aftale om forlængelse af betalingsfristen og rimeligheden heraf.
Kontraktsforhold mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed
I kontraktsforhold mellem en erhvervsdrivende og en offentlig myndighed vil justitsministeren efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren kunne fastsætte regler om, at betalingsfristen dog i visse tilfælde kan være op til 60 dage.
Morarentesats
Med lovændringen hæves morarentesatsen fra 7 % til 8 %. Forrentningen i henhold til renteloven for forfaldne betalinger udgør således den officielle udlånsrente med tillæg af 8 %. Ændringen vil gælde i såvel erhvervs- som forbrugerforhold, hvor kravet forfalder efter den 1. marts 2013. For krav, der forfalder før den 1. marts 2013, vil den nuværende rentesats på 7 % med tillæg af den officielle udlånsrente fortsat gælde.
Den forhøjede morarentesats skal ligeledes gælde for erstatningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven.
Kompensationsbeløb
Lovændringen medfører endvidere en bestemmelse om, at der i renteloven gives adgang for fordringshaver til at kræve et fast kompensationsbeløb på kr. 310,00 ved forsinket betaling i erhvervsforhold, men ikke i forbrugerforhold.
Adgangen til at kræve det faste kompensationsbeløb gælder for betalingskrav opstået efter reglernes ikrafttræden den 1. marts 2013.