Nye regler vedrørende rabatter og adgang til prisoplysninger på lægemiddelområdet
Sundhedsministeriet har med virkning fra 1. marts 2013 gennemført en ændring af bekendtgørelserne omhandlende medicinpriser og reklame mv. for lægemidler.
Adgang til prisoplysninger
De tidligere regler om, at kun fuldtidssortimentsgrossister havde adgang til Sundhedsstyrelsens prisoplysninger på et tidligt tidspunkt, er blevet ændret. Alle med et abonnement på Medicinpriser for Erhverv har således i dag adgang til de samme oplysninger om den kommende prisperiode på samme tid. Baggrunden for ændringen er ønsket om, at der ikke forekommer ulige konkurrenceforhold på markedet som følge af særstatus til bestemte aktører.
Regler for rabatter
Det har hidtil kun været muligt for leverandøren at give rabatter, der var baseret på de besparelser, som leverandøren fik ud af, at apotekerne købte klogt og rationelt ind. Med de nye regler kan leverandøren også yde rabatter baseret på rabatter ydet til leverandøren af en virksomhed, der varetager distributionen af leverandørens lægemidler.
Det er et krav, at rabatten er ydet af distributøren på grundlag af en omkostningslettelse hos denne som følge af modtagerens indkøbsadfærd. Herudover er det et krav, at rabatten står i et rimeligt forhold til netop omkostningslettelsen.
Formålet med de nye rabatregler er at understøtte et mere omkostningseffektivt distributionssystem, herunder i forhold til lægemiddelvirksomheder, der sælger direkte til apoteker.
Ændringen om prisadgang er foretaget i § 8 i bekendtgørelse om medicinpriser og leveringsforhold.
Bekendtgørelsen kan læses her.
Ændring om apoteksrabatter er foretaget i § 29, stk. 4, i bekendtgørelse om reklame mv. for lægemidler.
Bekendtgørelsen kan læses her.