EU-Domstolen har i dom af den 19. april 2016 fastslået, at det almindelige princip om forbud mod aldersdiskrimination finder direkte anvendelse mellem private parter, og at nationale domstole i øvrigt er forpligtede til at fortolke national ret EU-konformt på trods af, at der foreligger en fast national retspraksis, der strider mod almindelige EU-retlige principper.

Sagens omstændigheder

Sagen drejede sig om en medarbejder, der i en alder af 60 år, blev afskediget af sin arbejdsgiver, Ajos. Medarbejderen havde ved afskedigelsen været ansat i virksomheden i cirka 25 år, hvorfor han efter den dagældende § 2a i funktionærloven som udgangspunkt var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn. Da medarbejderen på fratrædelsestidspunktet imidlertid var fyldt 60 år og havde ret til arbejdsgiverbetalt alderspension, havde han som følge af den nævnte lovs § 2a, stk. 3, således ikke krav på en sådan godtgørelse, selv om han efter sin fratræden fortsatte på arbejdsmarkedet.

EU-Domstolen fastslog dog i 2010 i "Ole Andersen-sagen" (C-499/08), at funktionærlovens § 2a, stk. 3, som denne bestemmelse er blevet fortolket i retspraksis, er i strid med beskæftigelsesdirektivet. Ole Andersen-sagen vedrørte imidlertid forholdet mellem en arbejdstager og en offentlig arbejdsgiver. EU-Domstolen tog ikke stilling til spørgsmålet, om EU-retten var til hinder for at opretholde den danske regel om tab af fratrædelsesgodtgørelse i et forhold mellem en arbejdstager og en privat arbejdsgiver.

Medarbejderens fagforening rejste på baggrund af dommen i Ole Andersen-sagen krav mod arbejdsgiveren med henblik på udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn. Medarbejderen fik medhold i Sø- og Handelsretten med henvisning til, at den tidligere fortolkning af reglen i funktionærlovens § 2a, stk. 3 var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination, og at dette princip også kunne gøres gældende direkte mellem private parter.

Arbejdsgiveren afviste kravet og ankede dommen til Højesteret. Højesteret besluttede uden anmodning fra parterne at forelægge EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål.

Det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination

Højesteret anmodede EU-Domstolen om at tage stilling til, om bestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3 var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination, og dermed om en arbejdstager kan påberåbe sig dette princip over for sin private arbejdsgiver med henblik på at forpligte denne til at udbetale den i dansk ret fastsatte fratrædelsesgodtgørelse.

Domstolen fastslog, at det almindelige EU-princip om forbud mod aldersdiskrimination gælder med direkte virkning for private parter, og at det således også i en tvist mellem en medarbejder og en privat arbejdsgiver er til hinder for bestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3.

At give et almindeligt EU-retligt princip direkte virkning for private giver anledning til en række betænkeligheder, herunder hensynet til private parters mulighed for at indrette sig i tillid til gældende national ret. Dette retssikkerhedsmæssige aspekt af at give EU-principper direkte virkning for private har formentlig givet anledning til Højesterets andet spørgsmål til EU-domstolen.

Rækkevidden af pligten til EU-konform fortolkning

Højesteret anmodede i sit andet spørgsmål EU-Domstolen om at tage stilling til, om det er foreneligt med EU-retten, at Højesteret foretager en afvejning af princippet om forbuddet mod aldersdiskrimination over for retssikkerhedsprincippet og det hermed sammenhængende princip om beskyttelse af den berettigede forventning – og at Højesteret ved denne afvejning når den konklusion, at princippet om forbud mod aldersdiskrimination må vige for retssikkerhedsprincippet, således at arbejdsgiveren i overensstemmelse med dansk ret, men i strid med EU-retten, fritages for betaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Til besvarelsen af dette spørgsmål anførte EU-Domstolen først og fremmest, at en national domstol er forpligtet til at anvende nationale retsregler i overensstemmelse med EU-retten. Princippet om overensstemmende fortolkning af national ret er dog begrænset, såfremt dette vil føre til en fortolkning "contra legem" af national ret.

I Højesterets forelæggelseskendelse anførte Højesteret, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 gennem en mangeårig fast retspraksis er blevet fortolket således, at en arbejdstager ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvis arbejdstageren har ret til en alderspension. En sådan fortolkning af bestemmelsen strider mod det almindelige princip om EU-konform fortolkning.

Højesterets spørgsmål vedrører således spørgsmålet, om der skal anvendes en snæver fortolkning af "contra legem", således at "contra legem" begrænses til tilfælde, hvor en national bestemmelses klare og utvetydige ordlyd er uforenelig med EU-retten.

EU-Domstolen udtalte i den sammenhæng, at det ikke kunne være en hindring for at foretage EU-konform fortolkning, at der foreligger en fast national retspraksis. De nationale domstole skal i givet fald ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med EU-retten.

Hermed slår EU-Domstolen fast, at alene en national bestemmelses klare og utvetydige ordlyd - og ikke en fast retspraksis - ved anvendelse af "contra legem"-princippet kan begrænse nationale domstoles pligt til at fortolke EU-konformt. Generaladvokaten var i øvrigt af samme opfattelse.

Ifølge domstolen er den mangeårige og faste retspraksis om anvendelse af funktionærlovens § 2a, stk. 3 ikke til hinder for en EU-konform fortolkning, men derimod er pligten til at fortolke overensstemmende til hinder for en opretholdelse af den danske praksis om arbejdsgivernes fritagelse for at udbetale fratrædelsesgodtgørelse, når arbejdstageren har ret til en alderspension.

EU-retten får i disse tilfælde direkte virkning med forrang frem for en dansk retsstilling. Denne retstilling rejser nogle principielle retssikkerhedsmæssige overvejelser, idet den medfører, at private kan være afskåret fra at indrette sig i tillid til en klar dansk retsstilling.

Denne betænkelighed gav Højesteret anledning til at stille et spørgsmål om, hvorvidt princippet om forbud mod aldersdiskrimination må vige for retssikkerhedsprincippet?
 
EU-Domstolen udtalte dog hertil, at en national domstol ikke kan støtte sig på princippet om retssikkerhed eller hensyn til beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på fortsat at anvende en national retsregel, som er i strid med det almindelige princip om forbud mod aldersdiskrimination. EU-Domstolen var således ikke lydhør over for den betænkelighed, der fik Højesteret til, af egen drift, at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Dommen fastslår

EU-Domstolen har således fastslået, at det almindelige princip om forbud mod aldersdiskrimination også gælder i sager mellem private parter.

En mangeårig og fast retspraksis vedrørende anvendelse af nationale retsregler, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten, kan endvidere ikke påvirke kravet om, at det pågældende område alligevel skal fortolkes EU-konformt og dermed imod en klar national praksis. Derimod pålægger EU-Domstolen de nationale domstole at ændre en sådan fast retspraksis. EU-Domstolen fortolker således "contra legem" snævert og begrænser det til tilfælde, hvor en national bestemmelses klare og utvetydige ordlyd er i strid med EU-retten.

Derudover fastslår Domstolen, at hensynet til retssikkerheden og berettigede forventninger ikke kan påvirke pligten til at fortolke de nationale retsregler EU-konformt. Herefter er de nationale domstole forpligtede til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er i strid med det almindelige forbud mod aldersdiskrimination.