En række kommanditselskaber skal indberette til offentligt ejerregister

Den 1. juli 2016 omfattes en række kommanditselskaber også af indberetningspligten til det offentlige ejerregister. Det fremgår af en ny bekendtgørelse fra Erhvervsstyrelsen.

Den 15. december 2015 trådte reglerne om indberetning af visse ejerbesiddelser i Ejerregistret i kraft.

Hidtil har det alene været aktieselskaber, anpartsselskaber, herunder iværksætterselskaber, samt partnerselskaber, der har været omfattet af denne pligt til at registrere visse ejere. Erhvervsstyrelsen har imidlertid den 1. juni 2016 udstedt en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 557 af 1. juni 2016), hvoraf det fremgår, at en række kommanditselskaber fremover også får pligt til at registrere ejeroplysninger i Ejerregistret.

De kommanditselskaber, der nu også omfattes af pligten til at registrere ejere, er kommanditselskaber, der er registreringspligtige i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, dvs. kommanditselskaber, hvor komplementaren i virksomheden enten er:

  1. et dansk eller udenlandsk kapitalselskab, eller
  2. et dansk eller udenlandsk kommanditselskab eller interessentskab, hvor samtlige komplementarer/interessenter er danske eller udenlandske kapitalselskaber.
Hvis der således eksempelvis er tale om et kommanditselskab, hvor komplementaren er et dansk anpartsselskab, vil kommanditselskabet være omfattet af de nye krav om indberetning af ejeroplysninger.

Ligesom for aktieselskaber, anpartsselskaber, herunder iværksætterselskaber, og partnerselskaber er det ejere, der besidder mindst 5 pct. af stemmerne eller ejerandelene i virksomheden, der er omfattet af reglerne. Det skal herudover oplyses, når en ejers besiddelse opfylder eller ikke længere opfylder procentgrænserne 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90 og 100 samt 1/3 og 2/3.

Hvis en person eller virksomhed erhverver mindst 5 pct. af stemmerne eller ejerandelene i et kommanditselskab, der er omfattet af de nye regler, skal den pågældende meddele dette til kommanditselskabet senest 2 uger efter erhvervelsen. Kommanditselskabet skal hurtigst muligt efter modtagelsen af en sådan meddelelse indberette ejeroplysningerne i Ejerregistret.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at hvis et kommanditselskab ikke har nogle ejere, der opfylder kravet om mindst 5 pct. af stemmerne eller ejerandelene i selskabet, så skal kommanditselskabet indberette til Ejerregistret, at dette er tilfældet, således som der også hidtil har været krav om for bl.a. aktieselskaber og anpartsselskaber.

Oplysningerne, der indberettes til Ejerregistret, er offentligt tilgængelige, og det er således muligt på Erhvervsstyrelsens hjemmeside at se de registrerede ejeroplysninger sammen med de øvrige registrerede selskabsoplysninger bl.a. om selskabets registrerede ledelse, adresse, formål og tegningsregel.

Offentliggørelsen af ejeroplysninger sker ved angivelse af intervaller, dvs. hvis det er registreret, at en person har overskredet grænsen 10 pct. af stemmerne og ejerandelene, vil det blive offentliggjort i systemet, at den pågældende person ejer mellem 10 - 14.99 pct. af såvel ejerandelene og stemmerne.

Udvidelsen af Ejerregistret til også at omfatte visse kommanditselskaber træder i kraft den 1. juli 2016. Der er dog en overgangsordning i bekendtgørelsen, der betyder, at den første registrering for eksisterende kommanditselskaber senest skal have fundet sted den 1. oktober 2016.

Seneste nyt om Selskabsret og Commercial Contracts

Selskabsret