Udlejere af stadepladser kan blive ansvarlige for de handlendes salg af kopiprodukter

Den 7. juli 2016 afsagde EU-Domstolen en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 11 i direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder ("Retshåndhævelsesdirektivet"). Efter denne bestemmelse skal medlemsstaterne sikre, at en rettighedshaver kan ansøge om udstedelse af påbud til en mellemmand, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en intellektuel ejendomsret.

Hovedsagen udspillede sig i Tjekkiet og var anlagt af en række varemærkeindehavere mod en forpagter af en markedsplads i Prag, idet sidstnævnte udlejede stadepladser på markedspladsen, hvorfra nogle handlende solgte kopier af varemærkeindehavernes produkter.

Sagen resulterede i to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, hvoraf det første spørgsmål var, om en forpagter, som den omtalte, kan anses for at være en mellemmand i henhold til Retshåndhævelsesdirektivets artikel 11. Dette spørgsmål besvarede EU-Domstolen bekræftende og bemærkede hertil, at det var uden betydning, om der var tale om en fysisk markedsplads eller en online markedsplads.

Det andet spørgsmål var, om der over for en forpagter af markedshaller kan udstedes påbud i henhold til artikel 11 efter de samme betingelser, som Domstolen formulerede for online markedspladser i L'Oréal-dommen (C-324/09). Domstolen fandt, at et påbud efter artikel 11 kunne udstedes, men kun hvis påbuddet sikrer den rette afvejning af beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret og beskyttelsen ikke skaber hindringer for lovlig samhandel.

Afgørelsen viser, at selv en indirekte medvirken til krænkelsen, såsom at stille boder til rådighed, kan medføre påbud efter Retshåndhævelsesdirektivets artikel 11.

Derudover viser afgørelsen, at vurderingen af, om der er tale om en mellemmand hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en intellektuel ejendomsret er den samme uanset om der er tale om en fysisk eller en online markedsplads.

Læs afgørelsen fra EU-Domstolen

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret