Opdateret tidsplan for den fælles patentdomstol

Komiteen, der arbejder med at forberede opstarten af den fælles patentdomstol (UPC), har netop offentliggjort en foreløbig tidsplan for, hvornår domstolen kan træde i kraft. Se hvad du især skal være opmærksom på som patenthaver eller licenstager.

Tidsplan for UPC

  • Maj 2017: UPC's institutioner kommer formelt til eksistens
  • Primo september 2017: Der åbnes op for, at patenthavere kan indgive anmodninger om fravalg af UPC's kompetence (den såkaldte "sunrise periode")
  • December 2017: UPC åbner, og der kan indledes søgsmål ved domstolen
Forberedelseskomiteen gør på sin hjemmeside opmærksom på, at tidsplanen kun er foreløbig, da den er betinget af, at de nødvendige ratifikationer kan opnås.

Det var tidligere usikkert, om Storbritannien ville ratificere, efter det stod klart, at landet ville melde sig ud af EU. Men den 28. november 2016 meddelte landet, at det ville tilslutte sig UPC. Dette gør det realistisk, at de nødvendige ratificeringer kan falde på plads i løbet af foråret 2017.

UPC medfører store ændringer for patenthavere og for teknologitunge virksomheder. Vi opridser her nogle af de vigtigste punkter, man skal være opmærksom op til ordningen træder i kraft.

Skal man som patenthaver benytte sig af ordningen?

Som patenthaver skal man navnlig være opmærksom på, at UPC som udgangspunkt vil have kompetence i alle væsentlige søgsmålstyper vedrørende europæiske patenter (dvs. alle patenter, som er udstedt ved ansøgning til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) samt alle tilhørende supplerende beskyttelsescertifikater). Det gælder eksempelvis ugyldighedssøgsmål og krænkelsessøgsmål, og UPC vil have kompetence til at afsige afgørelser med virkning for alle EU-lande, hvor et europæisk patent er gældende. Nationale patenter og brugsmodeller (opnået ved ansøgning til de nationale patentmyndigheder) er omvendt ikke omfattet.

Dette gør det lettere for en patenthaver at håndhæve et europæisk patent på tværs af landegrænser. I dag er man i vidt omfang nødt til at bruge domstole i de forskellige lande, hvor en krænkelse finder sted. Fremover kan man med UPC håndhæve sin ret ved én domstol med virkning for flere lande.

Omvendt vil en indehaver af et europæisk patent kunne blive sagsøgt ved UPC med påstand om, at et patent skal kendes ugyldigt med virkning for alle EU-lande, hvor det er gældende.

Som patenthaver har man muligheden for i en overgangsperiode på syv år (med mulighed for forlængelse) at fravælge UPC's kompetence for så vidt angår sine europæiske patenter. Et fravalg gælder for hele patentets levetid.

Muligheden for at fravælge UPC's kompetence mistes, hvis der anlægges et søgsmål ved UPC vedrørende patentet inden muligheden er begyndt. Anmodninger om fravalg kan ifølge den offentliggjorte tidsplan indgives fra tre måneder før UPC åbner dørene, det vil sige fra primo september 2017.

Som patenthaver bør man derfor gennemgå sin patentportefølje og afgøre, om der er behov for at tage patenter ud af systemet. Fravælger man ikke aktivt UPC's kompetence vil patentet være omfattet af domstolens kompetence fra december 2017 ifølge den foreløbige tidsplan.

Hvordan er licenstagere stillet?

Som licenstager skal man være opmærksom på, at kun eksklusive licenstagere vil have mulighed for at anlægge søgsmål ved UPC - med mindre andet aftales. Dette adskiller sig fra dansk ret, hvor alle licenstagere som udgangspunkt har lov til at anlægge søgsmål for at håndhæve patentet.

Licenstagere skal også være opmærksomme på, at de ikke har nogen selvstændig ret til at forlange et patent, der er genstand for en licensaftale, udtaget af UPC-ordningen. Denne ret gælder kun for patenthavere.

Det må generelt anbefales, at man i forbindelse med udarbejdelse af licensaftaler udtrykkeligt afklarer disse forhold.

Plesner følger UPC tæt

Plesner følger løbende udviklingen og vil jævnligt følge op med opdateringer vedrørende UPC og den videre proces frem mod den forventede ikrafttrædelse i december 2017.

Læs mere på UPC's hjemmeside

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret