Jobindex vinder principiel sag om ulovlig avisannonce

For første gang i Danmark har en ulovlig avisannonce medført, at den skyldige part skal indrykke en berigtigende annonce i samme medie og samme størrelse. Det banebrydende resultat kommer fra et forlig i Sø- og Handelsretten, hvor Jobindex og Plesner har vundet en principiel sag om en vildledende avisannonce fra Jobzonen.

Jobzonen har den 18. maj 2015 måttet indrykke en helsidesannonce i Politiken og Jyllands-Posten, hvor de berigtiger en tidligere misvisende annonce. Jobzonen holdt sig ikke inden for lovens rammer, da de offentliggjorde en reklame med egne og flere konkurrenters brugertal. Jobindex lagde efterfølgende sag an mod Jobzonen, der nu skal betale erstatning og sagsomkostninger efter sagen har været i Sø- og Handelsretten.
 
Sø- og Handelsretten har den 28. april vurderet, at annoncen fra Jobzonen med overskriften "Undskyld vi rager lidt op", der blev bragt i både Jyllands-Posten og Politiken den 6. marts 2014, er i strid med markedsføringslovens bestemmelser om god markedsføringsskik, vildledende markedsføring og sammenlignende reklame. På denne baggrund har parterne indgået et retsforlig i sagen.
 
Sagens kerne var brugertallene i annoncen, hvor Jobzonens brugertal var præsenteret som værende over tre gange større end konkurrenternes, hvilket ikke var korrekt.
 
Forliget mellem Jobindex og Jobzonen, der er ejet af JP/Politikens Hus, indebærer udover den berigtigende annonce, at Jobzonen skal betale 100.000 kr. i erstatning og sagsomkostninger.
 
Sagen blev ført af advokat og partner i Plesner Michael Hopp, der er i mere end 10 år har specialiseret sig i markedsføringsret, persondatabeskyttelse og forbrugerret. Han rådgiver en række virksomheder om markedsføring og har ført flere retssager inden for området.

Seneste nyt om Markedsførings- og Forbrugerret

Markedsførings- og Forbrugerret