Vil du skabe værdi for vores klienter, vil vi skabe værdi for dig

Fra advokat til senioradvokat, partner og indehaver. Der er mange veje at gå som advokat hos Plesner. Vigtigst er, at du kan yde klientfokuseret, værdiskabende rådgivning på allerhøjeste faglige niveau.

Uddannelse og specialisering

Som advokat kommer du på vores prisbelønnede lederuddannelse, som udvikler dine evner som professionel leder og betroet rådgiver i en moderne advokatvirksomhed. Uddannelsen klæder dig på til en karriere i toppen af dansk erhvervsliv, og du får værktøjer, der både gavner dig som leder og i forhold til dine klienter.

Du tilbydes derudover løbende kurser og uddannelse, der holder dig opdateret inden for dit juridiske speciale, og du kan udvide din juridiske horisont ved at blive udstationeret til andre advokatvirksomheder i ind- og udland og ved at få orlov til videreuddannelse.

Ansættelsesvilkår

Vi har fleksible og attraktive løn- og ansættelsesvilkår i et arbejdsmiljø præget af drive, humor og professionalisme. Vi giver plads til hvert eneste talent, og udviklingen af netop dit potentiale er essentielt for din arbejdsglæde og for Plesners succes. Vores løn- og ansættelsesvilkår er kort præsenteret her, og vi fortæller naturligvis meget mere til en jobsamtale.

En attraktiv løn
Vi tilbyder en attraktiv grundløn og bonusordning for alle jurister. Som advokatfuldmægtig får du en fast løn, og når du bliver 3. års advokat, inviteres du til en individuel lønsamtale.

En god pensionsordning
Vi har indgået en pensionsaftale med SEB Pension, hvor Plesner afhængigt af din anciennitet hver måned bidrager til din pension. Du bidrager selv med 4 %, men du kan også indbetale mere, hvis du ønsker det.

En sikker sundhedsforsikring
Du får en sundhedsforsikring gennem Scandia, som hjælper dig, hvis du får behov for behandling i forbindelse med sygdom. Du har også mulighed for at tilkøbe forsikringer til din nærmeste familie og børn.

Ferie
Vores ferieordning følger gældende lovgivning, og vi giver derudover alle medarbejdere fri juleaftensdag samt nytårsaftensdag. Når du skal have ferie, kan du i øvrigt nyde godt af vores rabataftaler til rejseforsikring og hoteller i Danmark.

Barselsordning
Hvis du har været ansat i Plesner i 12 måneder til din termin, er du omfattet af vores barselsordning. Mødre kan begynde barselsorlov 4 uger før forventet fødsel med fuld løn og får også fuld løn i op til 24 uger efter fødslen. De nybagte fædre har også gode orlovsmuligheder og kan holde orlov med fuld løn.

Mange flere medarbejdergoder
Du nyder godt af en lækker kantineordning med økologisk morgenmad, frokost og frugt hver dag samt sandwich eller portionsanrettet mad til aftensmad. Derudover har vi en bruttolønsordning, hvor du bl.a. kan købe DSB Erhvervskort. Derudover har vi fysioterapi, renseriordning, rabatordninger, kunstforum og vinklub, og du betaler 20 kr. om måneden til vores gavekasse, der giver gaver ved f.eks. runde fødselsdage, jubilæer og barsel.

Klar til at prøve kræfter med den juridiske gerning i et af landets førende advokatfirmaer?

Hvis du er advokat med et højt fagligt niveau og et stort personligt engagement, hører vi gerne fra dig!