Min første måned som fuldmægtig

Den 1. september 2016 begyndte Christian som advokatfuldmægtig i vores Commercial Real Estate team. Selvom han har været Legal Intern, og derfor kender huset godt, er det alligevel begyndelsen på en ny tid. Følg Christians første måned som fuldmægtig her. 

Uge 1

"Det bliver fuldstændigt som at være student - bare på fuld tid" - sådan havde jeg tænkt om min start som fuldmægtig. Netop derfor havde jeg faktisk også overvejet at søge en fuldmægtigstilling udenfor huset, da jeg på den måde ville føle det mere som en frisk start på en hel ny tid. På trods af mere end snart tre år i Kobbertårnet og et ganske grundigt kendskab til kolleger, sagssystem osv., tog jeg fejl. Det blev en helt ny start, og jeg følte mig helt grøn igen, da jeg satte mig ved computeren på førstedagen. Nyt kontor, ny titel i email-signatur, kurusindkaldelser i indbakken og nytrykte visitkort var alle blandt de små ting, der tilsammen gjorde, at jeg følte det som en helt ny start.

Efter en god lang sommerferie føler man sig klar til at starte, og en kombination af glæde, spænding og nervøsitet gør, at man bare gerne vil i gang hurtigst muligt. Jeg havde også muligheden for at komme i gang langt hurtigere, men jeg holdt fast i ønsket om at holde en sidste lang sommerferie. I skrivende stund er jeg super glad for dette valg, for det gør netop, at du føler dig klar og går ind til jobbet med ny energi og en hel særlig entusiasme.

Den første uge så ud til at blive en overkommelig en af slagsen. Opstart torsdag med DHL og grillarrangement om aftenen og så ellers en fredag på kontoret, der skulle lukkes med øl i fredagsbaren. Som student i afdelingen havde jeg tidligere overværet flere nye fuldmægtige starte op og set dem gennemgå den klassiske tålmodighedstest, hvor man skal vente lidt, før de første sager begynder at lande på skrivebordet. Derfor havde jeg også forventet, at de første par dage ville gå med kurser, indsendelse af begæring om autorisation og alle de andre formelle ting. Også her tog jeg fejl. Efter præcis 11 minutter på pinden landede de første to sager på skrivebordet, og så var det ellers i gang. Igen følte jeg, at det var en helt ny tid, der var startet. Nu var det ikke længere mig, der lavede udkast til en fuldmægtig, som skrev under på vegne af en partner. Nu var det mit navn, der stod i bunden af brevet, og min grimme underskrift, der skulle pryde brevpapiret. En speciel men god fornemmelse, og det var fedt at føle, at man bidrog fra dag 1 og ikke bare sad og ordnede de formelle ting, gik til kurser etc.

Nu går fredagen på hæld, og fredagsbaren kalder. De sidste to dage er fløjet afsted, og jeg glæder mig allerede til at starte "rigtigt op" på mandag.

/ Christian 

Uge 2

Slam. Så blev det mandag, og nu kører karriere-bussen for alvor. No more holiday. På med jakkesættet og afsted. Et jakkesæt, der i øvrigt bidrager yderligere til distance-ringen fra jobbet som legal intern, hvor en simpel polo-shirt var tilstrækkeligt. Dertil hører sig naturligvis de klassiske, stikkende kommentarer fra kollegerne: "Hold da op, der er én, der er blevet voksen!!", "Har du selv strøget skjorten?" og hvis oplægget af jakkesætsbukserne var blevet en tand for kort: "Har du vand i kælderen?" Efter et par dage tyndede det dog ud i kommentarerne, ligesom jeg i øvrigt selv fandt mig mere til rette i tøjet. 

Arbejdsmæssigt startede ugen, hvor fredag sluttede.
Jeg havde allerede flere sager på to-do-sedlen, og dermed var den første udfordring også ganske klar; kunsten at prioritere mellem de sager, der er kommet og kommer ind ad døren. I min tid som student havde jeg altid gjort en dyd ud af ikke selv at foretage denne prioritering og i stedet overladt det til den fuldmægtig eller advokat, som havde stillet opgaven. Nu er det i højere grad mig, der har ansvaret for at prioritere rækkefølgen af arbejdsopgaverne. Det er på samme tid både fedt og skræmmende. 

På det faglige plan
har jeg i løbet af ugen fået prøvet kræfter med alt lige fra hardcore jura, hvor bestemmelser, kommentarer og forarbejder blev gennemtæsket, til decideret robotarbejde. Jeg tager det hele med og føler, at jeg lærer af langt de fleste opgaver. Særligt lærte jeg meget af at være med til et klientmøde fredag. Jeg bidrog ikke synderlig meget, men jeg fik alligevel fornemmelsen af at sidde i rollen som rådgiver. I mine egne øjne en knap så kompetent rådgiver uden nogen erfaring, men det følte klienten heldigvis ikke. 

Min anden uge
som advokatfuldmægtig nærmer sig nu sin afslutning. Kl. 16.00 skydes den årlige fuldmægtigtur i gang. I år går turen til Sverige til et endnu ukendt sted. Der har været ret godt run på denne uge, så det skal gøre godt med en weekend, hvor man rigtig får sovet igennem…  

/ Christian 

Uge 3

Fuldmægtigtur. Av, for en mægtig tur - med god chance for at blive mægtig fuld i øvrigt. Turen er en fast tradition, bliver arrangeret af de sidst tilkomne fuldmægtige (dem lige før mig) og er en super måde at komme sine kolleger nærmere på. Det er faktisk en overraskende god ice breaker, når man får tyret en af sine kvindelige med-fuldmægtige lidt for hårdt i hovedet til høvdingebold. 

Turen startede på kontoret, hvor vi blev hentet af en bus, der kørte os til en svensk ødegård. Iført håndbajere og inddelt i farvekoordinerede hold på tværs af afdelinger startede de konkurrencer, der skulle præge hele weekenden. Det blev en sand ryste-sammen-tur, og det kan nævnes, at vi bl.a. fik prøvet kræfter med båltænding the Robinson way, partnerquiz, ølstafet i kanoer på en sø og en hel masse andre ting, der hellere må forblive hos de svenske rødgraner. Nåh ja, det kan da lige nævnes, at undertegnedes hold løb med sejren... 

Tilbage i Kobbertårnet mandag morgen klar til den tredje uge som advokatfuldmægtig. Ugen blev travl - heldigvis på den gode måde. Selvom jeg har været student i huset, så er man bare grøn i starten. Derfor er det også her, man kan gøre sig rigtig gode erfaringer, hvorfor jeg tog mig ekstra god tid til først at sætte mig grundigt ind i sagerne og så ellers forsøge at glemme, at den lejekontrakt, der tog mig 5-6 timer at lave, kunne være lavet på 2 timer af en mere erfaren kollega. Af den årsag er det også svært at have overblik over sin uge, når man ikke kan vurdere, hvor lang tid de forskellige ting tager og bør tage. Heldigvis er der indført en venlig lille reminder i form af fiskedag (onsdag) i kantinen, der minder dig om, at nu er halvdelen af ugen gået - get going! 

Sideløbende
med arbejdsopgavernes eskalerende omfang, ændrer ansvaret sig også. En advokat fra afdelingen stopper pr. udgangen af indeværende måned, og han skal derfor overdrage samtlige af sine igangværende sager. Jeg blev den heldige vinder af et par stykker, og selvom en betydelig del af benarbejdet ganske vist er gjort i sagerne, føles det alligevel som en stor opgave at skulle have ansvaret for dem. Man kan ikke undgå at tænke på klienten, der jo helst ikke må mærke, at sagen har skiftet hænder. Jeg glæder mig allerede til at kunne "close" min første sag.

/ Christian 


Uge 4

Fjerde og sidste indlæg herfra. At det er sidste indlæg, passer ganske fint, da skrivebordet begynder at være fyldt med blå sagsmapper, der alle kalder på kærlighed. Sidste uge fløj derfor også afsted, og hverdagen har virkelig indfundet sig. Man begynder at møde de samme opgaver igen, og kan så småt drage nytte af erfaringen fra andre lignende sager. Sagerne skal dog ikke afvige ret meget fra hinanden, førend erfaringen viser sig utilstrækkelig. Ordene "Jeg har lige et spørgsmål…" kommer derfor stadig lidt for ofte ud af min mund. Det være sig lidt for ofte efter min egen smag, naturligvis.

I sidste uge
havde jeg et evalueringsmøde med den partner, jeg er autoriseret under. Selvom man ikke har været i gang længe, er det faktisk super godt at tage en evaluering allerede efter små tre uger på pinden. Som fuldmægtig tænker jeg eksempelvis væsentligt mere over, hvad og hvor meget der registreres af tid, og derfor er det fint at få klarhed over, om man ligger på det rigtige niveau, og om tidsregistreringen sker på den rigtige måde.

Arbejdsmæssigt bød ugen på forskellige oplevelser. Den føromtalte closing lader vente på sig, men heldigvis var der masser af anden (jurist-)action, eksempelvis i form af processkrift, der blev skudt af sted to minutter før lukketid.

Ugen sluttede
i øvrigt med udvidet fredagsbar, hvor fredagsvinudvalget havde sørget for, at DK's bedste pølsevogn svingede forbi med pølser og bøfsandwich. Lige efter nordjydens smag. Bøfsandwich har altid været et godt mellemmåltid.

Første måned
er nu ved at være overstået, og mon ikke den første fuldmægtigløn hurtigt skal få ben at gå på, når weekenden kommer. Hermed også slut på dagbogsindlæg om den første måned som fuldmægtig. En måned, der er gået super stærkt, og hvis ellers de resterende 35 måneder går lige så godt, og de næste 1066 skjorter stryger sig selv, så er jeg jo advokat, før jeg får set mig om.

/ Christian