God skik for finansielle virksomheder

Økonomi- og Erhvervsministerens bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003, om god skik for finansielle virksomheder, erstatter tidligere vejledende retningslinier fra Forbrugerombudsmanden på området. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2003, dog med senere ikrafttræden af enkelte specielle bestemmelser.

Det nye regelsæt overfører i det væsentligste indholdet af de tidligere gældende retningslinier. Disse er "Retningslinier om etik i realkreditinstitutter" (september 1995), "God markedsføringsskik ved værdipapirhandel for almindelige, private investorer" (juni 2001), "God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i pengeinstitutter" (21.august 2001), "God markedsføringsskik og minimumsstandarder for privatkundebehandling i forsikringsselskaber" (april 2002) og "God rådgivning. Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutters rådgivning" (juni 2002). At reglerne om god skik udstedes i bekendtgørelsesform, betyder navnlig, at de nu er bindende for virksomhederne. Finanstilsynet, som er tilsynsførende myndighed, kan udstede bødesanktionerede påbud om reglernes overholdelse. Det nye regelsæt indeholder en række adfærdsnormer, som også vil være gældende i sager om erstatning. Rækkevidden af reglernes civilretlige betydning fastsættes af domstolene og de finansielle ankenævn, for eksempel Pengeinstitutankenævnet.

Bekendtgørelsen finder anvendelse på finansielle virksomheders privatkundeforhold og på erhvervskundeforhold, som ikke adskiller sig væsentligt fra privatkundeforhold. Omfattede kundeforhold vil således navnlig vedrøre finansielle produkter, der efter deres karakter typisk retter sig mod private. Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, og kollektive forsikringsordninger etableret som led i et organisationsforhold er dog ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Efter bekendtgørelsens § 3 gælder et generelt krav om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder, hvilket supplerer den tilsvarende bestemmelse i § 3 i Lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen vil ifølge vejledningen til bekendtgørelsen blandt andet pålægge de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.

En konkret udmøntning af kravet om god skik findes i bekendtgørelsens almene krav om, at væsentlige aftaler skal indgås skriftligt eller på varigt medie. I henhold til bekendtgørelsens vejledning vil enhver forsikringsaftale eller aftale vedrørende et realkreditprodukt i denne sammenhæng blive anset som væsentlig, mens oprettelsen af en indlånskonto i et pengeinstitut uden Dankort eller kreditaftale ikke i sammenhængen anses som væsentlig.

I andre sager end rene ekspeditionssager har den finansielle virksomhed i henhold til bekendtgørelsens § 5 pligt til at yde kunden rådgivning på dennes anmodning. Hvis omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor, skal den finansielle virksomhed endvidere af egen drift tilbyde kunden sådan rådgivning. Har den finansielle virksomhed ydet rådgivning inden aftaleindgåelse, skal særlige og atypiske forudsætninger indgå skriftligt i aftalen.

Rådgivningen skal tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. Konkret betyder dette, i henhold til bekendtgørelsens § 6, at en finansiel virksomhed, inden der ydes rådgivning, skal spørge kunden om dennes økonomiske situation, erfaring med de relevante finansielle ydelser, formålet med at få ydelsen leveret samt kundens risikovillighed. På andre områder end værdipapirhandelsområdet er det dog muligt for en finansiel virksomhed at udbyde finansielle produkter uden individuel rådgivning, hvis der overfor kunden gøres særskilt opmærksom på det.

I bekendtgørelsens specielle del findes regler, der hver især kun gælder for visse typer finansielle virksomheder. Blandt andet foreskrives det i bekendtgørelsens § 12, at et pengeinstitut ikke uden individuel og saglig begrundelse kan nægte at oprette en almindelig indlånskonto for en kunde.

Spørgsmål til disse regler kan rettes til advokat Jørgen Permin.