Virksomhederne har behov for it-advokater

En netop offentliggjort rundspørge foretaget af Danske IT-advokater viser, at hver femte virksomhed inden for de seneste to år har haft en konflikt med deres it-leverandør. Det er især manglende funktionalitet, der er problemet.

Rundspørgen kommer omtrent en måned inden, en ny ordning introduceres. Ordningen giver virksomheder mulighed for på 20 arbejdsdage at få en vejledende vurdering fra en uafhængig ekspert (it-advokat eller anden juridisk ekspert med tilsvarende kompetence), hvis samarbejdet mellem parterne er gået i hårdknude.

Ordningen er blevet til i samarbejde mellem Danske IT-advokater, IT Branchen, Dansk IT og Voldgiftsinstituttet. Reglerne for ordningen findes på voldgiftsinstituttets hjemmeside under "it-tvister".

Hos Plesner siger advokat og partner Niels Christian Ellegaard, der også er formand for Danske IT-advokater:

"45 procent af virksomhederne benytter hverken interne eller eksterne jurister til at udforme deres it-kontrakter. Disse og andre virksomheder kunne med fordel få it-advokater til at assistere, når it-kontrakterne skal indgås. Dermed kan nogle af konflikterne elimineres - både vedrørende økonomi og drift."

Rundspørgen og den nye ordning er omtalt i en artikel i Børsen den 13. august 2013.

For yderligere information kontakt venligst advokat, partner Niels Christian Ellegaard.