Anbefalinger for god fondsledelse af erhvervsdrivende fonde

Komiteen for god Fondsledelse har nu udarbejdet et udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse af erhvervsdrivende fonde. Forslaget blev sendt i høring den 5. november 2014.

Komiteen for god Fondsledelse har nu udarbejdet et udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse af erhvervsdrivende fonde. Forslaget blev sendt i høring den 5. november 2014. 

Det overordnede formål med Anbefalingerne for god Fondsledelse er at bidrage til, at fondens bestyrelse varetager fondens formål og interesser, og at fonden forvaltes i overensstemmelse med god skik for ledelse af erhvervsdrivende fonde. Anbefalingerne skal medvirke til at sikre, at erhvervsdrivende fonde ledes kompetent og professionelt i overensstemmelse med stifters vilje, fondens vedtægter og gældende ret, samt at der sikres åbenhed og gennemsigtighed om bestyrelsens arbejde.

Komiteens udkast til anbefalinger for god fondsledelse er udarbejdet med baggrund i Erhvervsfondsudvalgets 16 anbefalinger for god fondsledelse, og er, som forventet, i vidt omfang overensstemmende hermed.

I forhold til Erhvervsfondsudvalgets 16 anbefalinger for god fondsledelse, er der med Komiteens udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse af erhvervsdrivende fonde foretaget en emnemæssig opdeling af anbefalingerne, således at der nu overordnet findes følgende hovedpunkter i udkastet:

  1. Åbenhed og kommunikation
  2. Bestyrelsens opgaver og ansvar
  3. Ledelsens vederlag

Endvidere er der foretaget nogle få indholdsmæssige ændringer, som fremhæves i det følgende.

For det første anbefales det i Erhvervsfondsudvalgets anbefaling nummer 9, at en andel af en bestyrelse bør være uafhængig. Herunder nævnes en række tilfælde, hvor et bestyrelsesmedlem ikke kan anses for uafhængigt, bl.a. hvis vedkommende har modtaget større vederlag fra fonden i anden egenskab end som medlem af fondens ledelse.

I den tilsvarende anbefaling 2.4.1 i Komiteens udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse er der imidlertid indsat en tidsmæssig grænse på 5 år, således at det alene er bestyrelsesmedlemmer, der inden for de seneste 5 år, har modtaget et større vederlag fra fonden, i anden egenskab end som ledelsesmedlem, der ikke kan anses for uafhængige.

For det andet fremgår det af Erhvervsfondsudvalgets anbefaling nummer 15, at ledelsesmedlemmer i erhvervsdrivende fonde skal aflønnes med et fast vederlag. Denne formulering er ændret i Komiteens udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse anbefaling 3.1.1, idet der nu skelnes mellem medlemmer af fondens bestyrelse og fondens direktion. Bestyrelsesmedlemmer anbefales aflønnet med et fast vederlag, medens direktionsmedlemmer kan aflønnes med et fast vederlag med mulighed for tillæg af bonus, der dog ikke må være afhængig af fondens regnskabsmæssige resultater.

Ud over ovennævnte indholdsmæssige ændringer, er der foretaget enkelte sproglige korrektioner, som ikke vil blive omtalt yderligere.

Ifølge Erhvervsstyrelsen forventes Anbefalingerne for god Fondsledelse at træde i kraft samtidig med lov om erhvervsdrivende fonde pr. 1. januar 2015. Første gang bestyrelserne for de erhvervsdrivende fonde skal tage højde for Anbefalingerne er således ved udarbejdelse af årsrapporten for 2015.

Læs komiteens udkast til Anbefalinger for god Fondsledelse af erhvervsdrivende fonde.