EU baner vej for tilbagetrækninger fra Rusland

Europæiske virksomheder, der ønsker at trække sig ud af Rusland, har oplevet juridiske problemer, hvis deres russiske datterselskaber ejer produkter, der er underlagt EU's sanktioner, idet sanktionerne også forbyder indirekte salg af sådanne produkter til brug i Rusland. EU indfører i dag en vigtig undtagelse fra EU sanktionerne, som vil hjælpe selskaber i EU til at forlade det russiske marked.

EU vedtog i dag sin 9. pakke af sanktioner. Blandt en række nye forbudsforanstaltninger, herunder tilføjelse af yderligere personer og enheder på sanktionslisten, nye eksportforbud samt transaktionsforbud rettet mod yderligere banker, har EU også vedtaget en ny undtagelse fra forbuddene mod salg, levering og overførsel af visse typer sanktionerede produkter og teknologier, der skal løse de juridiske vanskeligheder, som europæiske virksomheder, der ønskede at skille sig af med deres russiske datterselskaber, har oplevet. 

Eftersom salget af aktier i et russisk selskab, der ejer sanktionerede produkter eller teknologier – i henhold til Europa-Kommissionen og nogle nationale kompetente myndigheders fortolkninger – kunne siges at udgøre indirekte salg af sådanne sanktionerede produkter eller teknologier til brug i Rusland, har mange virksomheder i EU været ude af stand til at trække sig vellykket ud af det russiske marked. 

Nu indfører EU imidlertid en mulighed for, at nationale kompetente myndigheder i medlemslandene kan give tilladelse til salg, levering eller overførsel af sanktionerede produkter og teknologier indtil den 30. september 2023, forudsat at sådant salg, levering eller overførsel er strengt nødvendig for afviklingen i Rusland eller nedtrapningen af forretningsaktiviteter i Rusland. 

For at der kan gives tilladelse, skal tre betingelser være opfyldt: 

  1. De sanktionerede produkter eller teknologier skal være ejet af en statsborger i et medlemsland, juridisk personer, enheder eller organer, der er stiftet eller etableret i henhold til et medlemslands lovgivning eller juridiske personer, enheder eller organer etableret i Rusland, som ejes eller kontrolleres i fællesskab af en juridisk person, enhed eller organ, der er stiftet eller etableret i henhold til et medlemslands lovgivning (dvs. produkter eller teknologi skal være ejet af EU personer/selskaber og deres russiske datterselskaber).
  2. De kompetente myndigheder, der giver tilladelse, må ikke have rimelig grund til at antage, at produkterne eller teknologierne kan være beregnet til en militær slutbruger eller militær slutbrug i Rusland.
  3. De omhandlede produkter og teknologier skal have været fysisk placeret i Rusland, før de relevante forbud mod salg, overførsel, levering eller eksport af sådanne produkter eller teknologi trådte i kraft (dvs. produkter og teknologier må ikke være blevet eksporteret til Rusland i strid med sanktionerne). 

Den ny pakke af sanktioner omfatter en tilsvarende tilladelse til import af visse sanktionerede produkter og teknologier fra Rusland.

Selvom dette er gode nyheder for virksomheder i EU, som ønsker at trække sig tilbage fra det russiske marked, så bør virksomheder i EU stadig være opmærksomme på russisk præsidentielt dekret nr. 618 "On a special Procedure for the Execution (Implementation) of Specific Kinds of Transactions between Certain Individuals", ifølge hvilket virksomheder fra ”uvenlige stater” skal indhente tilladelse fra de russiske myndigheder, før de sælger russiske LLC'er (selskaber med begrænset ansvar). Vi henviser til vores tidligere Insight vedrørende dette  

Læs Rådets forordning (EU) 2022/2474 af 16. December 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine 

Seneste nyt om Eksportkontrol og Handelssanktioner

Eksportkontrol og Handelssanktioner