Dom tilsidesætter Ligebehandlingsnævnets afgørelser

Det var ikke udtryk for forskelsbehandling, at valget faldt på to medarbejdere på 54 og 57 år ved en masseafskedigelse i en kommune, lyder afgørelsen i en dom fra 30. maj 2016. Plesner førte sagen for kommunen.

I sagen var den ene medarbejder partshørt om afskedigelse, men havde umiddelbart herefter opsagt sin stilling, hvorfor retten fandt, at denne ikke var afskediget og allerede af den grund ikke havde krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Vedrørende den anden medarbejder blev kommunen frifundet, fordi der ikke ved afskedigelsen var lagt vægt på alder. Retten underkendte således Ligebehandlingsnævnets afgørelser, hvor de to medarbejdere havde fået medhold i, at forløbet var udtryk for forskelsbehandling og hvor de var tilkendt hver ni måneders løn.

Forløbet var følgende:

A og B var begge ansat som lærere i en kommune. Som en følge af nedskæringer i de offent-lige budgetter og fald i elevtallet var kommunen nødsaget til at afskedige adskillige lærere.

A, der var blevet afskediget af kommunen i 2012, fik af Ligebehandlingsnævnet tilkendt en godtgørelse på ni måneders løn, da nævnet fandt, at A havde påvist faktiske omstændigheder, der medførte en formodning for, at A var blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Retten udtalte derimod, at efter den foretagne dokumentation og forklaringer var alder ikke et af kriterierne, som havde indgået i vurderingen forud for afskedigelsen af A. Retten lagde vægt på den statistiske fordeling af de afskedigede og fandt ikke, at denne fordeling var et udtryk for, at kommunen især ville skille sig af med medarbejdere i den aldersgruppe, som A tilhørte. Kommunen havde lagt vægt på A's dækning af linjefag på den pågældende skole samt på A's passive ageren over for vanskeligheder med inklusion af særligt udsatte børn. Retten gav herefter kommunen medhold i, at afskedigelsen var sagligt begrundet.

B var ligesom A tildelt en godtgørelse på ni måneders løn af Ligebehandlingsnævnet. Det specielle ved B's situation var imidlertid, at B, to dage efter at have modtaget høringsbrevet fra kommunen med indstillingen til afskedigelsen, selv valgte at sige sin stilling op. Afskedigelsen var således aldrig blevet effektueret, hvorfor spørgsmålet var, om forskelsbehandlingsloven i et sådant tilfælde overhovedet fandt anvendelse. Dette mente Ligebehandlingsnævnet, men ikke byretten.

Retten fastslog, at da B selv valgte at sige sin stilling op, var han ikke blevet afskediget af kommunen og derfor ikke berettiget til en godtgørelse.

Dommen viser, at en medarbejder ikke kan få godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler om afskedigelse, hvis vedkommende kun er partshørt om en afskedigelse, og afskedigelse ikke er effektueret. Derudover belyser dommen kravene til, hvad der er "faktiske omstændigheder" efter forskelsbehandlingsloven i relation til alder.

Dommen kan rekvireres hos advokat Lise Høy Falsner.

Kammeradvokaten har som advokat for lønmodtagerne og Ligebehandlingsnævnet anket dommen til Østre Landsret.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret