Nye regler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser på vej

Ved direktiv 65/2002 har man i EU startet harmoniseringen af reglerne vedrørende henvendelser til forbrugere inden for sektoren af finansielle tjenesteydelser. Direktivet skal implementeres i dansk ret senest den 9. oktober 2004.

Direktivet dækker alle fjernsalgsaftaler indgået via fjernkommunikationsteknik såsom telefon, e-mails m.v., men i flere tilfælde giver direktivet medlemsstaterne mulighed for at vælge mellem flere mulige modeller under gennemførelsen af direktivets bestemmelser. Dette medfører under den såkaldte "harmonisering" paradoksalt nok, at visse lande, hvor Danmark ofte befinder sig iblandt, vil indføre strammere vilkår for erhvervslivets handlefrihed, end deres nabolande.

Fælles for alle medlemsstaterne bliver imidlertid, at forbrugeren hverken forudgående eller efterfølgende kan give afkald på den beskyttelse, der følger af direktivet. Fælles bliver ligeledes, at forbrugeren ved indgåelse af en fjernaftale om en finansiel tjenesteydelse skal have et minimum af forudgående oplysninger om leverandøren og dennes aktiviteter, tjenesteydelsens karakter og betalingsbetingelser, oplysning om fortrydelsesret samt oplysning om den klageadgang, der foreligger i tilfælde af tvist.

Ifølge direktivet har forbrugeren en minimumsfrist på 14 dage til at fortryde aftalen uden bodsbetaling og uden, at forbrugeren skal give nogen begrundelse herfor. Denne frist gælder ubetinget, medmindre der er tale om finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet såsom værdipapirer, futures og valutaswaps eller eksempelvis rejseforsikringer med en begrænset løbetid. Ved benyttelse af fortrydelsesretten kan der kun kræves betaling for den faktisk leverede ydelse, og medlemsstaten kan bestemme, at ingen betaling overhovedet kan kræves ved fortrydelse af en forsikringsaftale. Medlemsstaten kan endvidere undtage visse kreditaftaler, bl.a. til erhvervelse af fast ejendom, fra fortrydelsesretten.

Af direktivet følger, at en finansiel tjenesteyder ikke uanmodet kan levere og kræve betaling for en ydelse til en forbruger uden dennes samtykke, og at forbrugerens passivitet ved leveringen ikke kan tolkes som et samtykke. Ønsker den erhvervsdrivende at benytte sig af automatiske opkaldesystemer og fax ved henvendelser, kræves forbrugerens forudgående samtykke. Andre former for henvendelser kan ske på to måder, alt efter hvilken model Danmark vælger under implementeringen.

1. Den enkelte medlemsstat kan vælge at implementere bestemmelser om uanmodede henvendelser i en form, hvor forbrugeren skal give sit forudgående samtykke, til at blive kontaktet eksempelvis telefonisk, eller

2. i en form, hvor forbrugeren kan kontaktes uanmodet, med mindre denne udtrykkeligt har modsat sig det.

Første model svarer til Danmarks nugældende dørsalgslov, der indeholder lignende bestemmelser om forbud mod uanmodet henvendelse. Gennemføres direktivet i den første form vil det bl.a. medføre, at forsikringsselskaber, som før i henhold til dørsalgsloven kunne rette uanmodet henvendelse til forbrugere, nu også forhindres i dette. Den anden model vil kun beskytte forbrugeren i det omfang, denne selv tager initiativ til at blive beskyttet.

Den finansielle tjenesteyders handlefrihed med hensyn til markedsføring og opsøgende salg af sine produkter vil derfor i høj grad komme til at afhænge af, i hvilken form Danmark vælger at gennemføre direktivet, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Forbrugerrådet i høj grad anbefaler model 1.

Af advokat Torben Christensen og bachelor Marietta Andrea Seemholt