Udvalgte danske afgørelser fra 2. kvartal 2011

I dette nyhedsbrev har vi samlet de mest interessante og betydningsfulde afgørelser samt lovgivningsmæssige tiltag fra andet kvartal 2011.

Afgørelser fra byretterne

Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S - Bindende videresalgs­priser på designmøbler

Retten i Svendborg har idømt Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S samt virksomhedens direktør, salgschef og marketingschef bøder for at fastsætte bindende videresalgspriser over for virksomhedens forhandlere.

Retten i Svendborg har i en dom af 18. maj 2011 fast­slået, at møbelproducenten Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S (EJM) samt flere af virksomhedens ansatte har over­trådt kon­kurrencelovens forbud imod konkurrencebe­grænsende aftaler ved at forsøge at fastsætte bindende videresalgspriser over for virksom­hedens for­handlere.

EJM havde for det første udsendt en email til sine for­handlere, hvori disse blev opfordret til udelukkende at: "…prismærke, skilte og evt. annoncere med…vejledende udsalgspriser" på de to designmøbler EJ 5 Corona og EJ 100 Oxchair. For det andet havde EJM udsendt breve til visse af sine forhandlere, hvori det var anført, at: "…vi [har] besluttet at nedlægge forbud mod udsalgsannon­cering med Corona-stol og Ox-chair", og at: "Såfremt oven­nævnte for­bud ikke overholdes, vil vi tage fremtidig annonce- eller markedsføringsstøtte op til nærmere overvejelse".

De omtalte breve og emails blev fundet under en uan­meldt kontrolundersøgelse (et såkaldt "dawn raid"), som Konkurrencestyrelsen gennemførte hos EJM i april 2008. EJM blev derefter anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), som i november 2010 rejste tiltale mod virksomheden.

EJM blev idømt en bøde på kr. 500.000, imens de tre omtalte medarbejdere hver blev idømt bøder på kr. 25.000. Retten fandt, at overtrædelsens varighed og alvorlige karakter udgjorde skærpende omstændighe­der, mens det blev anset for formildende, at det ikke var dokumenteret, at overtrædelsen havde haft nogen virk­ning på konkurrencen på markedet.

Dommen er blevet anket til Østre Landsret.

Afgørelser fra Konkurrencerådet

Mediacenter Danmark A/S m.fl. - Kundedeling og ud­veksling af kundeoplysninger

Konkurrencerådet har påbudt Mediacenter Danmark A/S samt en række mediebureauer at ophæve aftaler om ulovlig kundedeling og informationsudveksling.

Konkurrencerådet har den 25. maj 2011 truffet afgørelse i en sag vedrørende en række aftaler imellem på den ene side Mediacenter Danmark A/S (MCD) og på den anden side en række forskellige mediebureauer. Disse aftaler drejer sig om distribution af adresseløse forsendelser, dvs. omdeling af tryksager som f.eks. reklamer, som MCD som såkaldt konsolidator indkøber hos Post Dan­mark på vegne af sig selv og mediebureauerne og videre­sælger til såvel mediebureauerne som sine egne kunder.

Baggrunden for sagen var, at de omtalte aftaler inde­holdt bestemmelser om "kundeejerskab" og "rettigheder over kundedatabase". Disse bestemmelser fastslog, at MCD i aftaleperioden og 12 måneder efter dennes ophør ikke måtte tage kontakt til mediebureauernes kunder, og at mediebureauerne i samme periode ligeledes ikke måtte tage kontakt til MCD's kunder.

MCD og medie­bureauerne havde blandt andet gjort gældende, at disse bestemmelser var nød­vendige for at forhindre, at MCD kunne udnytte den viden om medie­bureauernes kunder, som MCD i kraft af aftalerne opnå­ede, idet MCD ud over at være leverandør af adresseløse forsendelser til mediebureauerne også var konkurrent til disse på salg af sådanne forsendelser. Konkurrencerådet fandt dog ikke, at dette kunne udgøre en saglig begrun­delse for at pålægge hinanden sådanne begrænsninger.

Ud over de omtalte bestemmelser påtalte Rådet endvi­dere, at mediebureauerne som led i aftalerne med MCD indsendte såkaldte konsoliderings- og produktions­pla­ner, dvs. fortegnelser over deres kunder og oplysnin­ger om disse, til MCD, hvilket Rådet anså for ulovlig in­forma­tionsudveksling. Et af mediebureauerne havde indvendt, at Post Danmark stiller krav om, at disse oplys­ninger skal indsendes, og at konsolidatoren skal fremstå som én samlet kunde, hvorfor denne nødvendigvis måtte have adgang til disse oplysninger for at kunne indkøbe på vegne af bureauerne. Rådet fastholdt dog, at det faktum, at en tredjemand har anmodet om de pågæl­dende op­lysninger, ikke lovliggør udveksling af kunde­oplysnin­ger.

Konkurrencerådet fandt således, at disse aftaler var i strid med konkurrencelovens forbud imod konkurrence­begrænsende aftaler og påbød derfor MCD og mediebu­reauerne at ophæve de omtalte bestemmelser om "kun­deejerskab" og "rettigheder over kundedatabase" og at undlade fremover at udveksle oplysninger, der muliggør kundedeling.

Konkurrencerådet hæver beløbet for tilbagebetaling af ulovlig støtte til Hellers Yachtværft

Konkurrencerådet har efter fornyet behandling hævet det beløb, som Hellers Yachtværft skal tilbagebetale efter at have modtaget ulovlig statsstøtte i form af udlejning af et lokale under markedslejen, fra kr. 80.000 til kr. 782.333,24.

I marts 2004 udlejede Tårnby Kommune et lokale i Kastrup Lystbådehavn til Hellers Yachtværft, hvis hoved­aktivitet bestod i at reparere og vedligeholde både samt salg af bådudstyr. Lejebetalin­gen var aftalt således, at den i perioden 2004-2008 steg med kr. 50.000 om året. Fra og med 1. januar 2009 blev lejen årligt reguleret med 3 procent. Tårnby Kom­mune var af den opfattelse, at der blev betalt en rimelig leje, som ikke kunne anses for at være konkurrencefor­vri­dende. Konkurrencestyrelsen havde imidlertid indhen­tet en uafhængig vurdering, som fastslog, at den opkræ­vede leje, trods en skønsmargin på +/- 15 procent, lå under markedslejen for det pågæl­dende lejemål.

Konkurrencerådet traf afgørelse i sagen den 23. juni 2010 og påbød Tårnby Kommune snarest og senest 6 måneder fra afgørelsen at opkræve en leje for lejemålet svarede til markedslejen. Rådet beregnede i den forbin­delse det samlede støttebeløb, der kunne påbydes tilba­gebetalt til Tårnby Kommune, til at udgøre kr. 803.225 inklusive renter. Konkurrencerådet påbød imidlertid den pågældende virksomhed alene at tilbagebetale kr. 80.000 ud fra den vurdering, at der forelå en række usik­kerhedsmomenter ved opgørelsen af markedslejen, samt at der var tale om en mindre næringsdrivende, der blev vurderet til at have været i god tro.

Konkurrencerådets afgørelse blev herefter indbragt for Konkurrenceankenævnet af en konkurrerende virksom­hed. Konkurrenceankenævnet fastslog i sin kendelse af 10. februar 2011, at selvom formålet med den indhen­tede vurdering ikke var præcist at fastslå, hvad den kor­rekte markedsleje ville være, men blot at undersøge, om den var på et så lavt niveau, at der var tale om ulovlig støtte, fandtes Konkurrencerådet ved fastsættelsen af tilbagebetalingsbeløbet ikke i tilstrækkelig grad at have lagt vægt på, at tilbagebetaling skal være egnet til at sikre lige konkurrencevilkår og effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i Konkurrencerådet.

Ved Konkurrencerådets fornyede behandling af sagen kom Rådet i en afgørelse af 22. juni 2011 frem til, at Hellers Yachtværft skulle tilbage­betale kr. 782.333,24. Beløbet svarer til den forskel, der var i den reelle mar­kedsleje i forhold til den faktiske be­talte leje inklusive renter. Rådet fandt på baggrund af Konkurrenceanke­nævnets kendelse samt praksis fra Kommis­sionen og EU-Dom­stolen, at Hellers Yachtværft skulle betale hele den ulovlige støtte tilbage.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 10. februar 2011 i sagen er ligeledes omtalt i "Konkurrenceret - News & Updates" nr. 2, 2011.

FC Nordsjælland har modtaget statsstøtte i forbindelse med leje af kommunale lokaler

Konkurrencerådet har fastslået, at den aftale, som fodbold­klubben FC Nordsjælland har indgået med Furesø Kommune om fremleje af hotel- og konferencecentret i Farum Park, udgør konkurrencebegrænsende statsstøtte.

Konkurrencerådet traf afgørelse i sagen den 22. juni 2011 efter at være blevet gjort bekendt med sagen i foråret 2006 af Statsforvaltningen Hovedstaden. Stats­forvaltningen havde afgjort, at der var tale om ulovlig kommunalstøtte til FC Nordsjælland og bad i den forbin­delse Konkurrencestyrelsen vurdere, om der forelå en overtrædelse af konkurrencereglerne.

Lejeaftalen mellem FC Nordsjælland og Furesø Kom­mune blev indgået senest 31. juli 2000. Bestemmelsen i § 11a i konkurrenceloven om konkurrencebegrænsende støtte er indført ved lov nr. 416 af 31. maj 2000 om ændring af konkurrenceloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2000. Konkurrencerådet kunne ikke udstede et påbud om ophør eller tilbagebetaling, da beslutningen om tildeling af støtte var truffet før lovens ikrafttræden. Konkurrencerådet kunne derfor alene vurdere, om støt­ten var konkurrencestridig eller ej.

Idet en eventuel støtte ikke kunne kræves tilbagebetalt, fandt Konkurrencerådet ikke, at det var nødvendigt præ­cist at opgøre støttens størrelse. Rådet valgte derfor alene at basere vurderingen af, om den fastsatte leje svarede til markedsvilkår, på en markedsun­dersøgelse foretaget blandt konferencecentre med leje- eller for­pagtningsaftaler. Rådet valgte ligeledes at konsultere HORESTA.

På baggrund af den foretagne undersøgelse kunne det konstateres, at den fastsatte leje på hotel- og konferen­cecentret i Farum Park lå væsentligt lavere end det gene­relle lejeniveau for konferencecentre, da lejeaftalen blev indgået i 2000. Da lejevilkårene for Farum Park imidlertid ikke afveg væsentligt fra andre konferencecentres leje­vilkår, berettigede det således ikke til en lavere leje end markedsniveauet.

Eftersom FC Nordsjælland havde kunnet leje lokalerne væsentligt under den normale markedsleje, havde de opnået en økonomisk fordel i forhold til andre konferen­cecentre. Konkurrencerådet fastslog derfor, at der var tale om konkurrencebegrænsende støtte.

Selvom Konkurrencerådet ikke kunne udstede et påbud om tilbagebetaling af den konkurrencebegrænsende støtte, var undersøgelsen alligevel relevant, idet Furesø Kommune har mulighed for at genforhandle lejebetin­gelserne fra den 1. oktober 2011.

Afgørelser fra Konkurrence- og Forbrugersty­relsen

Brancheforeningen Danske Bedemænd skal betale bøde på kr. 400.000 for at have overtrådt konkurrenceloven

Danske Bedemænd har vedtaget et bødeforlæg udstedt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og sagen afsluttes derfor uden involvering af politi og an­klagemyndighed.  

Den 22. december 2010 fandt Konkurrencerådet, at Brancheforeningen Danske Bedemænd havde overtrådt konkurrenceloven, idet Konkurrencerådet konstaterede, at tre bestemmelser om markedsføring i foreningens etiske regler samlet set og hver for sig objektivt set havde til formål at begrænse konkurrencen og dermed var i strid med kon­kur­rencelovens § 6. Konkurrencerådet konstaterede, at de tre bestemmelser begrænsede kon­kurren­cen mellem de enkelte medlemsvirksomheder ved at be­grænse medlemsvirksomhedernes mulighed for at mar­kedsføre sig. Brancheforeningen kunne således be­grænse og kon­trollere medlemsvirksomhedernes afsæt­ning i strid med § 6.

De tre markedsføringsbestemmelser i Danske Bede­mænds etiske reglers pkt. 8 havde følgende ordlyd:

  • ”Radio og TV kan kun bruges i brancheforenin­gens regi, enten på landsplan eller gennem lo­kalafdelingerne”
  • ”Der henstilles til ikke at anvende priser i annon­cer, fordi det kan virke vildledende”
  • ”Det er ikke tilladt at annoncere med gratis-ydel­ser"

Konkurrencerådet påbød i den forbindelse foreningen at op­hæve de tre bestemmelser om markedsføring samt at afholde sig fra at komme med gene­relle meldinger til medlemmerne om, at ageren i strid med de tre mar­kedsføringsmetoder var i strid med for­eningens etiske regler.

Sagen er med vedtagelsen af bødeforlægget på kr. 400.000 endeligt af­sluttet. Bødens størrelse afspejler ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Danske Bedemænd har tilstået overtrædelsen og desuden har samarbejdet med Konkur­rence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrencerådets afgørelse af 22. december 2010 i sagen er ligeledes omtalt i "Konkurrenceret - News & Updates" nr. 1, 2011.

Øvrigt nyt

Nye regler på udbudsområdet

Som led i Konkurrencepakken fra april 2011 er foretaget en række ændringer af udbudsreglerne med hen­blik på at sikre en smidigere anven­delse af reglerne, herunder ved Klage­nævnet for Udbud, og således at det fremover vil blive nemmere for små og mellemstore virksomheder at deltage i offentlige udbud.

Folketinget har den 1. juni 2011 vedtaget en lov, som gennemfører en række ændringer i lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v., der har til formål at forbedre anvendelsen af ressourcer i Klagenævnet for Udbud samt at fremme en hurtig og effektiv sagsbehandling ved dette. Loven trådte i kraft den 1. juli 2011.

I tilknytning hertil har Økonomi- og Erhvervsministeren den 15. juni 2011 udstedt en ny bekendtgørelse om fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareind­købskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (”implemente­ringsbekendtgørelsen”). Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2011. Bekendtgørelsen indeholder en række ændringer i forhold til den hidtil eksisterende bekendt­gørelse, men særligt den nye bekendtgørelses kapitel 4 om afvisning og udelukkelse samt kapitel 5 om formkrav må antages at få stor praktisk betydning. Endvidere fore­ligger en nye bekendtgørelse om Klagenævnet for Ud­bud, som på tidspunktet for udfærdigelsen af dette ny­hedsbrev fortsat er i høring. Bekendtgørelsen forven­tes at træde i kraft den 15. august 2011. De væsentligste ændringer i den nye bekendtgørelse er, at gebyret for at indgive en klage hæves fra kr. 4.000 til kr. 10.000.

Plesner udgiver et særskilt nyhedsbrev om de nye regler.