Nye skatte- og afgiftsregler på vej vedrørende aktieaflønningsprogrammer

Skattefordelene for medarbejderaktieordninger afskaffes

Regeringen har ved offentliggørelsen af finanslovsforslaget den 3. november 2011 tilkendegivet, at skattebegunstigelsen for medarbejderaktieordninger vil blive ophævet.

Dette gælder både generelle incitamentsordninger efter ligningslovens § 7 A, som giver mulighed for tildeling af båndlagte "favøraktier" for op til 10% af årslønnen og "gratisaktier" for op til kr. 22.800, og individuelle incitamentsordninger efter lovens § 7 H, hvorefter medarbejderen kan modtage op til 10% af årslønnen i aktier, optioner eller tegningsretter med mulighed for skatteudskydelse og beskatning af aktierne som aktieindkomst.

Fælles for alle medarbejderaktieordninger bliver således fremover, at gevinsten ved medarbejderens deltagelse i ordningen beskattes som lønindkomst.

Optioner og tegningsretter vil dog først blive beskattet på udnyttelsestidspunktet, idet den eksisterende ordning efter ligningslovens § 28 opretholdes.

Lønsumsafgift for aktieaflønning i den finansielle sektor

Regeringen har desuden besluttet, at der skal indføres lønsumsafgift på aktieaflønning i den finansielle sektor. Aktieaflønningsprogrammerne for medarbejdere i finansielle virksomheder skal herefter også inddrages i beregningsgrundlaget for lønsumsafgiften.

Ændringernes ikrafttræden

Det fremgår ikke af regeringens finanslovsforslag, hvornår de pågældende ændringer må forventes at træde i kraft, og hvilken virkning ændringerne må forventes at få for eksisterende ordninger, herunder om der fastsættes overgangsordninger. De relevante lovforslag forventes dog fremsat snarest. Vi følger udviklingen nøje.

For yderligere information kontakt advokat Anders Endicott Pedersen, Skatter og afgifter, eller advokat Henriette Stakemann, Arbejds- og ansættelsesret. Begge advokater kan endvidere kontaktes på telefon 33 12 11 33.