Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd

Den 1. november 2012 trådte lov om Mæglings- og klage­institutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd i kraft. Med loven oprettes en mæglings- og klageinstans, hvor klager om overtrædelse af OECD's retningslinjer for multinationale virk­somheder kan behandles. Uagtet at institutionens udtalelser ikke er retlig bindende, skal danske virksomheder og organisa­tioner være særligt opmærksomme på betydningen af den nye institution.

Den 1. november 2012 trådte lov om Mæglings- og klage­institutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd i kraft. Med loven oprettes en mæglings- og klageinstans, hvor klager om overtrædelse af OECD's retningslinjer for multinationale virk­somheder kan behandles. Uagtet at institutionens udtalelser ikke er retlig bindende, skal danske virksomheder og organisa­tioner være særligt opmærksomme på betydningen af den nye institution.

Det er Erhvervs- og Vækstministerens hensigt, at Mæglings- og klageinstitutionen hurtigt og effektivt kan løse uoverensstemmelser om overtrædelse af inter­n­a­tionale standarder og principper om global ansvarlig virk­somhedsadfærd, jf. OECD's retningslinjer for multina­tionale virksomheder (link til regler findes nedenfor).

Institutionen, der er et uafhængigt ikke-retligt organ inden for den offentlige forvaltning, har Mads Øvlisen som for­mand, Jonas Christoffersen, direktør ved Institut for Men­neskerettigheder, som sagkyndigt medlem samt 3 organi­sationsrepræsentanter som øvrige medlemmer.

Hvilke forhold og virksomheder er omfattet?

  1. Danske private eller offentlige virksomheder samt virksomhedernes forretningsforbindelser
  2. Danske statslige eller regionale myndigheder samt myndighedernes forretningsforbindelser og
  3. Danske private eller offentlige organisationer samt organisationernes forretningsforbindelser

Hvem kan klage?

Enhver kan på egen eller tredjemands vegne indbringe en sag vedrørende overtrædelse af OECD's retningslinjer for Mæglings- og klageinstitutionen. Klagen skal indeholde en saglig begrundelse og en rimelig dokumentation for den påståede overtrædelse af OECD's retningslinjer for multina­tionale virksomheder. Klagen kan ikke være anonym.

Mæglings- og klageinstitutionen kan desuden tage sager op af egen drift.

Sagsbehandling

På baggrund af en klage eller af egen drift behandler Mæglings- og klageinstitutionen sagen.  

Mæglings- og klageinstitutionen foretager en indledende vurdering af sagen, herunder om sagen skal afvises, eller om sagen fortsat skal behandles i Mæglings- og klageinsti­tutionen. Hvis ikke klagen afvises, opfordrer Mæglings- og klageinstitutionen parterne til selv at finde en løsning og dermed afslutte sagen.

Finder parterne ikke selv en løsning på sagen, foretager Mæglings- og klageinstitutionen en forundersøgelse af sagen og vurderer, om sagen kan afvises, eller om parterne skal tilbydes mægling.

Mægling kræver begge parters samtykke. Hvis begge par­ter samtykker til mægling, offentliggør Mæglings- og kla­geinstitutionen en udtalelse om, at parterne har anmodet Mæglings- og klageinstitutionen om mægling.

Mæglingen betragtes som afsluttet, når der foreligger et mæglingsresultat, som begge parter har tiltrådt, og som Mæglings- og klageinstitutionens formand kan godkende. Mæglingsresultatet vil efterfølgende blive offentliggjort sammen med en kort beskrivelse af sagen i en udtalelse fra Mæglings- og klageinstitutionen på deres hjemmeside.

Et år efter sagens afslutning vil Mæglings- og klageinstitu­tionen følge op på mæglingsresultatet og de aftaler, der er indeholdt heri. I den forbindelse udtaler Mæglings- og klageinstitutionen sig om, hvorvidt parterne har levet op til de indgåede aftaler. Hvis parterne har efterlevet aftalerne, slettes den oprindelige udtalelse på Mæglings- og klagein­stitutionens hjemmeside. Hvis ikke parterne har efterlevet aftalen, forbliver udtalelsen på hjemmesiden i op til 5 år.

Mæglings- og klageinstitutionen kan foretage en egentlig undersøgelse af sagen, hvor en mæglingsløsning ikke er mulig, eller hvor der er tale om grove overtrædelser af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. På baggrund af undersøgelsen offentliggør Mæglings- og klageinstitutionen en udtalelse med eventuelle henstillin­ger til virksomheden. Udtalelsen offentliggøres på Mæglings- og klageinstitutionens hjemmeside.

På samme måde som for mæglingsresultater offentliggør Mæglings- og klageinstitutionen udtalelser om eventuelle henstillinger og imødekommelsen heraf. Udtalelsen kan ligge på Mæglings- og klageinstitutionens hjemmeside i op til 5 år.

Offentligheden kan således følge med i, om virksomheden lever op til OECD's retningslinjer for multinationale virk­somheder samt lever op til sine aftaler.

OECD's Retningslinjer for multinationale virksomheder

OECD’s Retningslinjer for multinationale virksomheder fra 1976 (revideret i 2000 og 2011) udgør en ramme for "prin­cipper for god forretningsskik". Retningslinjerne er udfor­met for at bidrage til, at såvel store som små multina­tionale selskaber handler i overensstemmelse med de politiske og samfundsmæssige standarder, der er gæl­dende i OECD-landene. Retningslinjerne tilsigter at fremme og udvikle bæredygtighed og social ansvarlighed og at skabe et klima af tillid mellem virksomheder, arbejdsta­gere, offentlige myndigheder og samfundet som helhed.

Med opdateringen fra 2011 blev der tilføjet et afsnit til retningslinjerne om menneskerettigheder, der tager ud­gangspunkt i FN’s ”Guiding Principles for Business & Human Rights”, ligesom der blev stillet større krav til virk­somhedens due diligence-proces af virksomheds- og sam­arbejdsforhold. Der blev endvidere indført en skærpet politik over for smørelse (facilitation payments - der i Danmark betragtes som strafbar bestikkelse) samt i for­hold til den enkelte virksomheds leverandørkæde.

Se Mæglings- og klageinstitutionens hjemmeside her.

Læs OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder her.

Hvad bør man som virksomhed foretage sig?

 

Der er både fra dansk og international side et sta­dig stigende fokus på CSR-politikker samt com­pliance, herunder på virksomhedernes forebyg­gelse og håndtering af menneskerettigheds-kræn­kelser og korruption m.v. I England har man med ny korruptionslovgivning og praksis fået et massivt fokus på korruptionsområdet, ligesom opmærk­somheden på korruption og eksport-regulering er blevet skærpet i USA. Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder udarbejder, implementerer og monitorerer interne retningslinjer for virksom­hedens samt medarbejdernes håndtering af CSR-forhold, herunder for bekæmpelse af bestikkelse, og i den forbindelse overvejer oprettelse af whistleblower-ordninger.