Nyt lovudkast skal styrke indsatsen over for økonomisk kriminalitet – lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven og flere andre love
Den 10. januar 2013 sendte justitsminister Morten Bødskov et lovudkast om styrket indsats over for økonomisk kriminalitet i høring. Lovudkastet indeholder blandt andet en skærpelse af strafferammen for kursmanipulation og bestikkelse, en udvidelse af muligheden for at fratage retten til at drive virksomhed i selskabsform og giver politiet og anklagemyndigheden nye redskaber til at efterforske og retsforfølge økonomisk kriminalitet.
Den 10. januar 2013 sendte justitsminister Morten Bødskov et lovudkast om styrket indsats over for økonomisk kriminalitet i høring. Lovudkastet indeholder blandt andet en skærpelse af strafferammen for kursmanipulation og bestikkelse, en udvidelse af muligheden for at fratage retten til at drive virksomhed i selskabsform og giver politiet og anklagemyndigheden nye redskaber til at efterforske og retsforfølge økonomisk kriminalitet.
Lovforslaget indeholder en lang række ændringer i især straffeloven og retsplejeloven.
Indholdet af lovforslaget er kort gennemgået nedenfor.
Strafferammen for kursmanipulation og bestikkelse forhøjes
Kursmanipulation og insiderhandel
Lovudkastet indeholder et forslag om, at strafmaksimum for kursmanipulation og insiderhandel under særligt skærpende omstændigheder forhøjes fra 4 års fængsel til 6 års fængsel.
Bestikkelse
Strafmaksimum i sager om bestikkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv (straffelovens § 122) foreslås forhøjet fra 3 års fængsel til 6 års fængsel. Strafferammen vil dermed blive den samme som i sager om tyveri og afpresning af særlig grov beskaffenhed.
Returkommission
I sager om bestikkelse i private forretningsforhold (straffelovens § 299) og i sager om bestikkelse af voldgiftsdommere foreslås det, at den maksimale straf forhøjes fra 1 år og 6 måneders fængsel til 4 års fængsel.
Bedre mulighed for at frakende retten til at drive virksomhed i selskabsform
Lovudkastet lægger endvidere op til at udvide muligheden for at fratage kriminelle retten til at drive virksomhed i selskabsform.
Muligheden for rettighedsfrakendelse kommer som noget nyt også til at omfatte kommanditselskaber og udenlandske selskaber.
I den forbindelse foreslås det, at strafferammen for at medvirke til, at en person, der er frakendt retten til at drive virksomhed og fortsat driver virksomheden, under særligt skærpende omstændigheder, forhøjes til fængsel indtil 6 måneder.
Politiet får nye redskaber til at spore ulovlige pengestrømme og efterforske økonomisk kriminalitet
Kendelse på transaktion
Som reglerne er i dag, skal politiet bruge en ny retskendelse, hver gang økonomisk kriminelle forsøger at bruge en ny bank eller et nyt selskab som skjulested for deres strafbare foretagender. Dette har besværliggjort arbejdet med at opklare organiseret kriminalitet.
Politiet får med lovudkastet, hvis det vedtages, mulighed for med blot én retskendelse at følge en transaktion gennem flere banker, hvilket vil medføre, at politiet og anklagemyndigheden får lettere ved at følge pengestrømme, hvorved risikoen, for at et beløb forsvinder i systemerne, mindskes.
Hemmelige ransagninger
I dag har politiet mulighed for at foretage hemmelige ransagninger i en række afgrænsede sager blandt andet om grov narkotikakriminalitet og manddrab. Det har imidlertid vist sig, at der er et behov for, at politiet også kan foretage hemmelige ransagninger i en række andre sager.
Det foreslås derfor, at muligheden for at anvende hemmelige ransagninger udvides, således at den også omfatter visse former for alvorlig kriminalitet med et væsentligt økonomisk udbytte.
Kortvarige spærringer af kontoindeståender
Politiet skal fremover kunne spærre beløb på en bankkonto i en kortvarig periode, hvis der er grund til at tro, at beløbet har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, selvom retsplejelovens krav om mistanke med rimelig grund ikke er opfyldt.
Forslaget forventes at ville styrke mulighederne for beslaglæggelse og senere konfiskation af udbyttet fra alvorlige strafbare forhold, herunder i sager om kædesvig.
Terminaladgang for politiet og anklagemyndigheden hos told- og skatteforvaltningen
Med lovudkastet foreslås det desuden, at politiet og anklagemyndigheden til brug for behandling af straffesager, herunder sager om sporing af udbytte fra kriminalitet, kan få direkte terminaladgang til alle nødvendige oplysninger hos told- og skattemyndighederne. Eksempelvis vil politiet og anklagemyndigheden kunne få direkte adgang til oplysninger om ejerskab af fast ejendom, køretøjer eller værdipapirer.
Hvidvaskningslovens kontantforbud ændres
I relation til hvidvaskningsloven foreslås det at udvide forbuddet mod, at forhandlere af genstande og auktionsholdere modtager kontantbetalinger (§ 2) på kr. 100.000 eller derover, til at omfatte alle erhvervsdrivende, som ikke er underlagt hvidvaskningslovens undersøgelses- og underretningspligt.
Dette vil i praksis betyde, at alle erhvervsdrivende, undtagen eksempelvis banker og andre finansielle virksomheder, ejendomsmæglere og revisorer, vil være omfattet.
Det foreslås endvidere, at beløbsgrænsen igen nedsættes til kr. 50.000.
En lovændring vil betyde, at eksempelvis rejsebureauer og entreprenører ikke fremover lovligt vil kunne modtage kontantbetalinger på kr. 50.000 eller derover, uden at skulle opfylde hvidvaskningslovens regler på området.
Forældelsesfristerne forlænges for at styrke retsforfølgningen af økonomisk kriminalitet
En længere række strafferetlige forældelsesfrister foreslås forlænget. Blandt andet forlænges forældelsesfristerne for strafansvaret for overtrædelse af en række love på det erhvervsretlige område, herunder bl.a. selskabsloven, lov om erhvervsdrivende fonde og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, fra 2 år til 5 år.
Fremover vil sager om eksempelvis ulovlige aktionærlån, selvfinansiering og ulovlige begunstigelser derfor først forældes efter 5 år i stedet for 2 år.
Lovudkastet kan læses i sin fulde længde her
Høringsfristen for lovudkastet udløber den 7. februar 2013. Lovudkastet forventes fremsat som lovforslag senere i denne folketingssamling.
Plesner følger lovudkastet, en fremsættelse af lovforslag og en eventuel vedtagelse heraf og vil udsende et nyhedsbrev, når der er nyt herom. Hvis der er spørgsmål til lovudkastet, er man velkommen til at kontakte advokat Andreas Bernhard Kirk.