Fotografier og videooptagelser som grundlag for syn og skøn

Advokatfuldmægtig Kresten Nybo Gørtz har i Ugeskrift for Retsvæsen 2013.449 fået offentliggjort en artikel om fotografier og videooptagelser som grundlag for syn og skøn.

Syn og skøn på grundlag af fotografier og videooptagelser er relevant, hvor en køber af fast ejendom, en bygherre eller en totalentreprenør har opdaget en mangel, men ikke ønsker at afvente et almindeligt syn og skøn med udpegning af skønmand, formulering af skønstema og besigtigelse, før denne igangsætter en udbedring af forholdet. I dette tilfælde kan bevis for manglens eksistens sikres ved at fotografere eller videofilme forholdet og derefter begære syn og skøn på grundlag heraf.

Hidtil har et sådan syn og skøn ifølge retspraksis været begrænset til tilfælde, hvor manglerne havde en uopsættelig karakter, og bevissikring ved almindeligt syn og skøn derfor kunne medføre forværring og/eller følgeskader.

Med Højesterets kendelse i U2013.2296H er denne praksis underkendt. Højesterets kendelse fastslår således en ubegrænset adgang til at begære syn og skøn på grundlag af fotografier og videooptagelser, idet fravigelsen af den almindelige fremgangsmåde ved syn og skøn alene tillægges bevismæssig betydning.

Kendelsens begrundelse ligger i tråd med den seneste retspraksis om fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer i syn og skøn.

Læs artiklen "Fotografier og videooptagelser som grundlag for syn og skøn".



Seneste nyt om Fast Ejendom

Fast Ejendom