Indførelse af mulighed for at udarbejde og aflægge årsrapport på engelsk

Folketinget har den 3. december 2013 vedtaget et lovforslag vedrørende ændring af årsregnskabsloven, selskabsloven og visse andre love. Med virkning fra 1. januar 2014 bliver det herefter muligt for såvel noterede som unoterede selskaber udelukkende at udarbejde og aflægge årsrapport på engelsk.

Efter de nugældende regler har en dansk virksomhed mulighed for at udarbejde en årsrapport på engelsk, men da der i årsregnskabsloven stilles krav om, at årsrapporten udarbejdes på dansk, skal der således også udarbejdes en dansk version. Med ændringen opnås der således en administrativ lettelse for danske virksomheder, der ønsker udelukkende at udarbejde årsrapport på engelsk.

Det er en betingelse for anvendelse af muligheden for at udarbejde årsrapport på engelsk, (i) at der træffes beslutning herom af generalforsamlingen (ekstraordinær eller ordinær) i det konkrete selskab, og (ii) at denne beslutning indføres i selskabets vedtægter. Beslutningen træffes af generalforsamlingen med simpelt flertal, og optagelse af beslutningen i selskabets vedtægter kræver ikke et særskilt beslutningspunkt på generalforsamlingen.

Såfremt et selskab ønsker at benytte muligheden for udelukkende at udarbejde årsrapport på engelsk i forhold til årsrapporten for 2013, skal dette besluttes senest på den ordinære generalforsamling, hvor årsrapporten for 2013 godkendes, dog som et punkt før punktet om godkendelse af årsrapporten.

Selskabet bør således forud for generalforsamlingen så vidt muligt sikre sig, at der er det fornødne flertal for vedtagelse af forslaget, idet selskabet ikke vil kunne benytte muligheden for at udarbejde og aflægge årsrapporten på engelsk, hvis forslaget forkastes af generalforsamlingen. I så fald må der indkaldes til ny generalforsamling, når en dansk årsrapport foreligger.

Selve fremlæggelsen af årsrapporten på generalforsamlingen må antages fortsat at skulle ske på dansk, medmindre generalforsamlingen forinden har truffet beslutning om at afholde generalforsamlingen på engelsk efter reglerne herom i selskabsloven.

Seneste nyt om Selskabsret og Commercial Contracts

Selskabsret