Bøder for at aftale priser på køreundervisning

I en dom af 11. september 2013 har Retten i Næstved idømt ejeren af en køreskole en bøde på DKK 25.000 for sammen med to andre køreskoler at have aftalt prisen på køreskoleundervisning. Ejerne af de to andre køreskoler vedtog i efteråret 2012 bøder for overtrædelsen og undgik dermed retssag.

Tre vestsjællandske køreskoler indrykkede i en seksugers periode i 2011 en avisannonce i Sorø Avisen med fælles priser på deres køreskole-undervisning. Annoncen blev indrykket i fællesskab af køreskolerne.

I efteråret 2012 accepterede to af de tre køreskoleejerne at betale en bøde på DKK 25.000 for overtrædelse af konkurrenceloven og undgik dermed en retssag.

Sagen mod den tredje køreskoleejer blev indbragt for Retten i Næstved. Retten i Næstved afsagde dom den 11. september 2013. Retten fandt køreskoleejeren skyldig i overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler ved sammen med de to øvrige køreskoler at have reklameret med fælles priser på køreskoleundervisning, uanset at aftalen kun havde været gældende i en kort periode, og uanset at køreskoleejeren havde oplyst ikke at have opnået vinding ved aftalen. Retten idømte køreskoleejeren en bøde på DKK 25.000.

Bødeniveauet for konkurrenceovertrædelser blev pr. 1. marts 2013 hævet væsentligt, men da overtrædelsen fandt sted i 2011, blev bøden fastsat i henhold til de hidtil gældende "bødetakster". Indførelsen af højere bødeniveau er tidligere omtalt i vores særnummer af News & Updates - Konkurrenceret fra november 2012.