EF Sikring A/S mod Aalborg Kommune - kontrakter om anskaffelse af alarmsystemer og kontrakter om indkøb af alarmer må anses for bygge- og anlægskontrakter

I en kendelse af 19. august 2013 har Klagenævnet for Udbud fastslået, at kontrakter om etablering og opsætning af alarmsystemer og kontrakter om indkøb af alarmer må anses for bygge- og anlægskontrakter. Kontrakter om servicering og vedligeholdelse af eksisterende alarmsystemer må derimod anses for tjenesteydelseskontrakter. 

I en kendelse af 19. august 2013 har Klagenævnet for Udbud fastslået, at kontrakter om etablering og opsætning af alarmsystemer og kontrakter om indkøb af alarmer må anses for bygge- og anlægskontrakter. Kontrakter om servicering og vedligeholdelse af eksisterende alarmsystemer må derimod anses for tjenesteydelseskontrakter. 

Den 8. oktober 2012 indgav EF Sikring A/S ("EF Sikring") klage til KLFU over, at Aalborg Kommune ("AAK") havde overtrådt tilbudslovens § 15 c ved ikke at have annonceret udbud af kontrakter om køb af alarm- og overvågningsanlæg og installation, servicering og vedligeholdelse af sådanne anlæg.

Baggrunden for klagen var, at EF Sikring ønskede at afgive tilbud på de sikringsydelser, som AAK indkøbte. EF Sikring havde imidlertid aldrig observeret, at AAK havde foretaget nogen form for udbud af anskaffelserne.

KLFU afviste klagen i sin helhed, idet de nedlagte påstande var generelt formuleret og ikke angik et konkret indkøb eller udbud, men alene gik ud på, at AAK generelt havde undladt at foretage annoncering af de pågældende anskaffelser. I kendelsen henvises der indledningsvist til, at KLFU alene har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende en udbudsprocedure eller en ordregivers beslutninger i forbindelse hermed, jf. § 13 i lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v.

Selvom KLFU afviste klagen, anførte KLFU, at offentlige kontrakter om etablering og opsætning af alarm- og overvågningsanlæg må anses for offentlige bygge- og anlægskontrakter, også selvom disse tillige indeholder indkøb af alarmer, der isoleret set er et vareindkøb. Kontrakter om servicering og vedligeholdelse af et allerede eksisterende alarmsystem må derimod anses som en tjenesteydelseskontrakt, som kan være omfattet af anvendelsesområdet for tilbudslovens afsnit II.