Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgiver vejledende udtalelse om brancheforenings offentliggørelse af prisstatistikker

I en vejledende udtalelse afgivet den 6. maj 2013 har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderet, at brancheforeningen Danske Svineproducenter kan etablere et system til offentliggørelse af prisstatistikker uden derved at overtræde konkurrenceloven.

I en vejledende udtalelse afgivet den 6. maj 2013 har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderet, at brancheforeningen Danske Svineproducenter kan etablere et system til offentliggørelse af prisstatistikker uden derved at overtræde konkurrenceloven.

I en henvendelse af 2. maj 2013 bad brancheforeningen Danske Svineproducenter ("DS") KFST om at vurdere, om det vil være i strid med konkurrenceloven, at DS etablerer en såkaldt prisportal, som ville give medlemmer af DS adgang til statistikker om salgspriser fra andre medlemmer.

Formålet med denne prisportal er ifølge henvendelsen at give medlemmerne mulighed for at vurdere rimeligheden af de priser, de kan opnå fra aftagerne af deres produkter. Ifølge henvendelsen har disse aftagere typisk et informationsforspring i forhold til medlemmerne af DS, og DS ønsker at mindske dette forspring for at styrke medlemmerne i forhandlingerne med disse aftagere.

DS oplyste, at medlemmerne af DS vil indberette oplysninger om gennemførte handler til denne portal, hvorefter disse oplysninger vil blive indsamlet og aggregeret til prisstatistikker, som medlemmerne kan bruge til at sammenligne deres egne priser med. Indsamlingen og bearbejdningen af prisoplysningerne vil efter en indledende fase blive varetaget af en uafhængig tredjepart.

I den vejledende udtalelse vurderede KFST indledningsvis, at en sådan prisportal potentielt kunne give anledning til konkurrencemæssige betænkeligheder. KFST fremhævede, at prisportalen ville øge gennemsigtigheden omkring priserne på markedet og dermed ville kunne føre til, at medlemmerne at DS ville ensrette deres priser i stigende retning.

KFST vurderede dog, at dette sandsynligvis ikke ville blive tilfældet. KFST udtalte, at den øgede gennemsigtighed for det første ville kunne virke konkurrencefremmende ved at forøge DS-medlemmernes forhandlingsstyrke. For det andet vurderede KFST ud fra oplysningerne i henvendelsen, at DS-medlemmerne ville være ude af stand til at ensrette deres salgspriser, da de på grund af overkapacitet på markedet for deres produkter manglede mulighed for at fastsætte deres egne salgspriser.

KFST tillagde det endvidere betydning, at DS-medlemmerne kun ville få adgang til de indberettede data i aggregeret form, og at prisstatistikkerne ville være af historisk karakter. KFST bemærkede i den forbindelse, at priser sædvanligvis skal være mindst tre måneder gamle for at kunne anses for historiske, men at en måned i dette tilfælde var tilstrækkeligt på grund af den volatile prisudvikling på markedet for DS-medlemmernes produkter. Endelig lagde KFST vægt på, at de indberettede data ville blive behandlet af en uafhængig tredjepart.

På denne baggrund vurderede KFST, at det samlet set var usandsynligt, at prisportalen ville give anledning til konkurrencemæssige betænkeligheder.