Konkurrencerådet har godkendt stor møbelfusion

Konkurrencerådet har den 25. september 2013 godkendt, at JYSK erhverver enekontrol med IDdesign A/S, der ejer møbelkæderne IDEmøbler og ILVA. Konkurrencerådet vurderede, at en fusion ville være bedre for konkurrencen end alternativet, IDdesign A/S' konkurs.

Konkurrencerådet har den 25. september 2013 godkendt, at JYSK erhverver enekontrol med IDdesign A/S, der ejer møbelkæderne IDEmøbler og ILVA. Konkurrencerådet vurderede, at en fusion ville være bedre for konkurrencen end alternativet, IDdesign A/S' konkurs.

JYSK Holding A/S ("JYSK") anmeldte den 3. maj 2013 erhvervelse af 80 pct. af aktierne i IDdesign A/S ("IDdesign"), der ejer møbelkæderne IDEmøbler og ILVA.

JYSK ejer i forvejen butikskæderne JYSK og Bolia. Med fusionen vil JYSK således blive en stor aktør inden for salg af møbler, sengestel, madrasser, havemøbler samt boligtekstil og tilbehør.

Ved vurderingen af, om fusionen ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt, udtalte KFST imidlertid, at fusionen måtte sammenlignes med det kontrafaktiske scenarie, dvs. konkurrencesituationen på de relevante markeder, såfremt fusionen ikke blev gennemført.

KFST vurderede, at det mest sandsynlige kontrafaktiske scenarie til fusionen ville være, at IDdesign gik konkurs. KFST fandt dog ikke betingelserne for en godkendelse af fusionen efter princippet om failing firm opfyldt. Betingelsen om, at den nødlidende virksomheds aktiver uvægerligt ville forlade markedet, hvis fusionen ikke blev gennemført, var ikke opfyldt.

Baseret på en undersøgelse af store, europæiske møbelforhandleres planer om at gå ind på det danske marked i tilfælde af IDdesigns konkurs, udtalte KFST, at det ikke kunne forventes, at en ny, væsentlig aktør inden for en tilstrækkelig kort tidshorisont ville indtræde og kompensere for det konkurrencemæssige pres, som ville forsvinde fra markedet ved lukning af IDEmøbler og ILVAs butikker.

KFST foretog en række undersøgelser af markedet ved henholdsvis en gennemførelse af fusionen og i det kontrafaktiske scenarie (IDdesigns konkurs). KFST beregnede bl.a. de forventede illustrative prisstigninger, dvs. hvordan fusionsparternes incitamenter til at prissætte ændres som følge af fusionen, og hvordan øvrige virksomheders incitamenter til at prissætte ændres som følge af IDdesigns konkurs, når øvrige forhold på markedet forventes at være uændrede. Beregningerne viste, at der ville forekomme forholdsvis store prisstigninger både ved gennemførelse af fusionen og i det kontrafaktiske scenarie, men at prisstigningerne ville være størst i det kontrafaktiske scenarie.

KFST vurderede på denne baggrund, at JYSKs erhvervelse af enekontrol med IDdesign ville være bedre for konkurrencen på de relevante markeder end alternativet (IDdesigns konkurs) og godkendte derfor fusionen.