NFB Transport Systems A/S mod Moderniseringsstyrelsen - betingelser for opsættende virkning ikke opfyldt

I en kendelse om opsættende virkning af 14. januar 2013 har Klagenævnet for Udbud udtalt, at det ikke var tilstrækkeligt til at opfylde kravet om uopsættelighed, at det ville være vanskeligt for klageren at opgøre et eventuelt erstatningskrav, da udbuddet angik en rammekontrakt.

I en kendelse om opsættende virkning af 14. januar 2013 har Klagenævnet for Udbud udtalt, at det ikke var tilstrækkeligt til at opfylde kravet om uopsættelighed, at det ville være vanskeligt for klageren at opgøre et eventuelt erstatningskrav, da udbuddet angik en rammekontrakt.

Den 28. juni 2012 udbød Moderniseringsstyrelsen ("MS") en 2-årig rammeaftale med flere aktører angående indkøb af flytteydelser på vegne af hele staten. Aftalen var opdelt i 5 delaftaler, herunder blandt andet delaftale 5, som omfattede hovedstadsområdet og den nordlige del af Sjælland.

Fem virksomheder blev prækvalificeret og afgav tilbud på delaftale 5, herunder blandt andet NFB Transport Systems A/S ("NFB"). Tilbuddet fra NFB blev efterfølgende afvist af MS som værende unormalt lavt ved brev af 7. december 2012.

Den 17. december 2012 indgav NFB klage over udbuddet til Klagenævnet for Udbud ("KLFU"). I klagen gjorde NFB gældende, at MS havde været uberettiget til afvise NFB's tilbud som værende unormalt lavt, og anmodede KLFU om at tillægge klagen opsættende virkning.

Ved kendelse af 14. januar 2013 afviste KLFU at tillægge klagen opsættende virkning. KLFU fandt, at betingelserne for at tillægge en klage opsættende virkning ikke var opfyldt, herunder blandt andet betingelsen om, at der skal være risiko for, at klageren vil lide et uopretteligt tab, hvis ikke klagen tillægges opsættende virkning ("uopsættelighed").

I forhold til denne betingelse fandt KLFU, at det måtte antages, at et eventuelt tab for NFB på baggrund af den påståede overtrædelse ville kunne dækkes ved et erstatningskrav. KLFU udtalte i denne forbindelse, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den udbudte kontrakt var en rammekontrakt, og at det derfor ville være vanskeligt for NFB at opgøre et eventuelt krav om erstatning for positiv opfyldelsesinteresse.