Overholdelse af straffelovgivning og regulering på bestikkelses- og korruptionsområdet

Advokat Andreas Bernhard Kirk har i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2014.69 fået offentliggjort en artikel om hvilke forholdsregler virksomheder bør iværksætte til sikring af overholdelse af straffelovgivning og regulering på bestikkelses- og korruptionsområdet.

I forlængelse af implementeringen af The UK Bribery Act i 2010 og ændringer til håndhævelsen af den amerikanske Foreign Corrupt Practices Act (FCPA) har de amerikanske og engelske justitsmyndigheder, US Department of Justice (DOJ) og UK Ministry of Justice publiceret guidelines, der redegør for hvilke forholdsregler en virksomhed kan tage for at undgå ansvar eller begrænse sanktioneringen i forbindelse med sager om bestikkelse og korruption.

Regelanvendelsen i England og USA gør det muligt for virksomheder at begrænse risikoen for at ifalde et strafferetligt ansvar ved blandt andet at implementere og håndhæve interne compliance-regler for at undgå bestikkelse og korruption. Artiklen beskriver hvilken betydning tilstedeværelsen af interne compliance-regler bør have for ansvarsgrundlaget og sanktionsniveauet i forbindelse med danske virksomheders involvering i bestikkelse og korruption.

Artiklen behandler endvidere hvilke forholdsregler danske virksomheder med fordel kan implementere og håndhæve og hvorledes relationen til kontraktuelle tredjeparter håndteres.

Læs artiklen "Forholdsregler til sikring af overholdelse af straffelovgivning og regulering på bestikkelses- og korruptionsområdet samt betydningen deraf".