Pensionskasser bliver momsfrie

Plesner har på vegne af ATP PensionsService og PensionDanmark fået EU Domstolens ord for, at forvaltning af pensionskasser er momsfri. Derved er dansk praksis underkendt, og Skatteministeriet kan stå over for betydelige tilbagebetalingskrav fra pensionskasserne.

Dommens konsekvenser

Skatteministeriet har hidtil anset sådanne ydelser for momspligtige, og med underkendelsen af denne praksis kan pensionskasser fremover modtage sådanne ydelser uden moms. Det er af stor betydning, da pensionskasser ikke har ret til at fradrage moms af deres omkostninger.

Dommen får i høj grad også bagudrettet virkning, idet pensionskasserne og deres forvaltere har ret til at få tilbagebetalt den fejlagtigt betalte moms. Det kan dreje sig om betydelige millionbeløb.

Vi anbefaler derfor, at pensionskasser og deres forvaltere allerede nu får foretaget en vurdering af konsekvenserne med henblik på at undersøge, om pensionskassen har ret til at få tilbagebetalt moms.

Momsfritagne pensionskasser

Forvaltning af pensionskasser er herefter momsfri, når de har følgende kendetegn:

• De finansieres af de personer, der skal have pensionerne udbetalt.
• Opsparingen investeres ud fra princippet om risikospredning.
• Investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne.

Pengeinstitutter

Dommen kan endvidere få en afsmittende virkning på forståelsen af, hvornår forvaltning af investeringsforeninger er momsfri. Dermed kan den tillige få bredere betydning i den finansielle sektor, herunder i pengeinstitutterne.

Kontakt os

Ønsker du at få foretaget en vurdering af, om pensionskassen har ret til tilbagebetaling af moms, så kan du kontakte advokat, partner Tom Kári Kristjánsson, tlf. 2999 3045 og momsspecialist og advokatfuldmægtig Mette Juul, tlf. 2999 3088.