G4S Security Service A/S mod Region Syddanmark - grænseoverskridende interesse

I en kendelse af 6. marts 2014 har Klagenævnet for Udbud fastslået, at en kontrakt om en bilag II B-tjenesteydelse bestående i varetagelse af sikkerhedsfunktionen på en psykiatrisk afdeling ikke havde en klar grænseoverskridende interesse.

I en kendelse af 6. marts 2014 har Klagenævnet for Udbud fastslået, at en kontrakt om en bilag II B-tjenesteydelse bestående i varetagelse af sikkerhedsfunktionen på en psykiatrisk afdeling ikke havde en klar grænseoverskridende interesse.

Den 6. november 2013 iværksatte Region Syddanmark indhentning af tilbud på en kontrakt om varetagelse af sikkerhedsfunktionen på den psykiatriske afdeling i Middelfart. Da der var tale om en bilag II B-tjenesteydelse, havde Region Syddanmark ikke foretaget en forudgående annoncering af kontrakten, men henvendte sig i stedet direkte til fire potentielle tilbudsgivere med en opfordring til at afgive tilbud. På baggrund af de indkomne tilbud valgte Region Syddanmark at tildele kontrakten til Vagt DK A/S. 

G4S Security Services A/S ("G4S"), som var en af de forbigåede tilbudsgivere, indgav herefter en klage til KLFU. G4S gjorde gældende, at kontrakten havde en klar grænseoverskridende interesse med den følge, at Region Syddanmark havde været underlagt EU-traktatens almindelige principper om ligebehandling og gennemsigtighed.

Ved kendelse af 6. marts 2014 udtalte KLFU indledningsvist, at det er ordregivers ansvar at vurdere, om en kontrakt har grænseoverskridende interesse, og at ordregiver ved denne vurdering skal inddrage kontraktens genstand og anslåede værdi, de særlige forhold, der kendetegner den berørte sektor (markedets størrelse og struktur, handelspraksis og lignende), samt det geografiske sted, hvor kontrakten skal udføres. KLFU fandt, at Region Syddanmark beviseligt havde foretaget en sådan vurdering og henviste i den forbindelse til et internt arbejdsnotat af 6. september 2013.

KLFU udtalte dernæst, at bilag II B-tjenesteydelser er optaget på bilaget ud fra den antagelse, at de ikke umiddelbart frembyder en grænseoverskridende interesse. Der må således til fastlæggelse af, at der alligevel foreligger en klar grænseoverskridende interesse, påvises mere end blot en teoretisk potentiel interesse.

KLFU foretog herefter en vurdering af, om kontrakten om varetagelse af sikkerhedsfunktionen på den psykiatriske afdeling i Middelfart havde en klar grænseoverskridende interesse. KLFU fandt, at dette ikke var tilfældet, idet KLFU fremhævede følgende forhold:

  • Kontraktens udførelse krævede fysisk tilstedeværelse i Danmark, og der var fastsat et sagligt og proportionalt krav om, at de tilknyttede medarbejdere skulle kunne kommunikere på dansk.
  • Sikkerhedsfunktionen skulle være bemandet hele døgnet.
  • Sikkerhedsfunktionen skulle varetages af en autoriseret vagtvirksomhed med godkendte medarbejdere, jf. lov om udøvelse af vagtvirksomhed i Danmark,
  • Kontraktens varighed var relativt kort (som udgangspunkt 2 år), og der var risiko for en kortere varighed på grund af prøveperiode.
  • Der forelå ikke oplysninger om, i hvilket omfang tilsvarende opgaver tidligere var tildelt udenlandske virksomheder.

Kendelsen er den første kendelse vedrørende kravet om "klar grænseoverskridende interesse" efter ophævelsen af annonceringspligten efter tilbudsloven for bilag II B-tjenesteydelser den 1. januar 2013. Ophævelsen af annonceringspligten er tidligere omtalt i vores News & Updates - Konkurrenceret, nr. 1 2013.