Bestyrelser bør overveje at vedtage en skattepolitik

Komitéen for god Selskabsledelse har i en kommentar til Anbefalingerne for god Selskabsledelse tydeliggjort, at bestyrelser bør overveje at vedtage en skattepolitik

Komitéen for god Selskabsledelse har i en kommentar til Anbefalingerne for god Selskabsledelse tydeliggjort, at bestyrelser bør overveje at vedtage en skattepolitik

Komitéen for god Selskabsledelse ("Komiteen") har i maj 2014 opdateret Anbefalingerne for god Selskabsledelse med en kommentar til den eksisterende anbefaling 1.1.2., der lyder som følger:

"Det anbefales, at bestyrelsen vedtager politikker for selskabets forhold til dets interessenter, herunder aktionærer og andre investorer, samt sikrer, at interessenternes interesser respekteres i overensstemmelse med selskabets politikker herom."

Som en ny kommentar til ovenstående anbefaling har Komitéen tilføjet følgende:

"En politik for selskabets kommunikation og en politik for selskabets forhold til dets investorer er eksempler på politikker, som bestyrelsen kan vedtage. Derudover bør bestyrelsen, hvis selskabets forhold tilsiger det, overveje at vedtage en skattepolitik. Denne bør mest hensigtsmæssigt forankres i revisionsudvalget, jf. anbefaling 3.4.3-3.4.5."

Komitéens tilføjelse af den nye kommentar om skattepolitikker går i tråd med det generelt større fokus på selskabers betaling af skat og de øgede krav til gennemsigtighed både i Danmark og internationalt.

Alle børsnoterede selskaber skal i henhold til den gældende bestemmelse i årsregnskabslovens § 107b og Nasdaq OMX's Regler for Udstedere oplyse, at selskabet følger Komitéens anbefalinger, eller forklare, hvorfor selskabet ikke følger en specifik anbefaling ("følg- eller forklar"-princippet).

Den nye kommentar præciserer Komitéens tanker bag anbefaling 1.1.2. og er alene tænkt som inspiration og vejledning til bestyrelserne i deres arbejde med anbefalingerne. Der er således ikke tale om en egentlig anbefaling. Bestyrelser i børsnoterede selskaber er derfor ikke forpligtede til at forholde sig til en eventuel udarbejdelse af en skattepolitik efter "følg- eller forklar"-princippet, som tilfældet ellers ville være, hvis der var tale om en egentlig anbefaling.

Bestyrelserne i de enkelte selskaber bør dog som konsekvens af den nye kommentar overveje konkret, om der i det pågældende selskab er forhold, der tilsiger, at bestyrelsen bør vedtage en skattepolitik.

Komitéen anbefaler, at opgaven i så fald lægges hos selskabets Revisionsudvalg, idet Revisionsudvalget i forvejen har til opgave at overvåge og rapportere til bestyrelsen om selskabets skattepolitik, jf. Komitéens "Vejledning om Ledelsesudvalg".

Følgende emner kan indgå i bestyrelsernes overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af en skattepolitik:

  • Selskabet som ansvarlig skattebetaler, der følger danske såvel som internationale skatteregler samt øvrige standarder, herunder eksempelvis OECD's vejledninger vedrørende transfer pricing
  • Konkurrencedygtig virksomhed på skattemæssig ansvarlig måde
  • Udarbejdelse af retningslinjer og procedurer for styring af skatterisiko og omdømmerisiko
  • Løbende god og åben kontakt til skattemyndighederne for at begrænse risiko for uoverensstemmelser og dobbeltbeskatning

Plesner bistår naturligvis gerne med juridisk assistance i forbindelse med udarbejdelse af en skattepolitik.