Ikke klar grænseoverskridende interesse - A-Vask A/S mod Høje Taastrup Kommune

I en kendelse af 2. december 2014 har Klagenævnet for Udbud fundet, at en kontrakt om en bilag II B-tjenesteydelse bestående i udførelse af måtteservice ikke havde en klar grænseoverskridende interesse.

Høje Taastrup Kommune ("Høje Taastrup") iværksatte den 21. februar 2014 indhentning tilbud på en kontrakt om udførelse af måtteservice på en række adresser i kommunen. Høje Taastrup annoncerede tilbudsindhentningen på www.udbud.dk, selvom der var tale om en kontrakt om en bilag II B-tjenesteydelse under udbudsdirektivets tærskelværdi, og Høje Taastrup derfor ikke var forpligtet til at foretage en forudgående annoncering af kontrakten.

På baggrund af de indkomne tilbud valgte Høje Taastrup Kommune at tildele kontrakten til Berendsen Textil Service A/S. A-Vask A/S ("A-Vask"), en af de forbigåede tilbudsgivere, indgav herefter en klage til Klagenævnet for Udbud. A-Vask gjorde gældende, at kontrakten havde en klar grænseoverskridende interesse med den følge, at Høje Taastrup havde været underlagt EU-traktatens almindelige principper om ligebehandling og gennemsigtighed. A-Vask anførte bl.a. at der fandtes en leverandør i Kiel, der leverede måtteservice til kunder på Sjælland, og en leverandør fra eksempelvis Malmø ville have lettere ved at udføre opgaven end en leverandør fra Jylland.

Klagenævnet fandt imidlertid, at kontrakten ikke havde en klar grænseoverskridende interesse. Klagenævnet lagde vægt på, at ingen udenlandske virksomheder havde afgivet tilbud på opgaven eller på anden måde under annonceringsprocessen havde tilkendegivet at have interesse for opgaven. Endvidere krævede opfyldelse af kontrakten jævnlig fysisk tilstedeværelse af en chauffør i Høje Taastrup, der kunne kommunikere på dansk. Klagenævnet afviste, at det forhold, at der kunne være en interesse fra en leverandør i Kiel, og at Malmø rent geografisk lå i relativt kort afstand fra Høje Taastrup, ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering.

Læs Klagenævnet for Udbuds kendelse her.

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret