Brancheforenings udsendelse af salgsstatistikker er ikke i strid med konkurrenceloven

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i en vejledende udtalelse fastslået, at Nyhussektionens udsendelse af kvartalsvise salgsstatistikker til medlemmerne ikke er i strid med konkurrenceloven.

Nyhussektionen er brancheforening for de medlemsvirksomheder i Dansk Byggeri, hvis hovedaktivitet er at bygge nye helårshuse og fritidshuse. I 2014 rettede Dansk Byggeri på vegne af Nyhussektionen henvendelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med anmodning om en vurdering af Nyhussektionens praksis med at udsende salgsstatistikker til sine medlemmer hvert kvartal. Salgsstatistikkerne indeholder oplysning om, hvor mange helårshuse, sommerhuse samt dobbelt-, klynge- og rækkehuse, som medlemmerne har solgt i det foregående kvartal. Medlemmerne indberetter disse tal via et link, som Nyhussektionen sender til medlemmerne.

På baggrund af en konkret vurdering har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fundet, at Nyhussektionens udsendelse af salgsstatistikker ikke er i strid med konkurrenceloven, idet styrelsen har lagt vægt på følgende forhold:

  • Indsamlingen af salgsoplysninger og håndteringen af disse bliver håndteret af en medarbejder i Dansk Byggeris analyseafdeling og udsendes af en konsulent i Nyhussektionen. Ingen af disse medarbejdere er tilknyttet medlemsvirksomhederne.
  • Medlemmernes samlede markedsandel på markedet for opførelse af nye helårshuse og fritidshuse er ca. 20 %.
  • Salgsstatistikken udsendes i aggregeret form, således at det ikke er muligt at identificere de enkelte medlemsvirksomheders salgstal, men alene det samlede antal solgte huse for alle medlemmerne i det foregående kvartal.
  • Det fremgår ikke af salgsstatistikken, hvor mange af medlemsvirksomhederne, der har indberettet salgstal for det pågældende kvartal, men det er efter oplyste altid et meget højt antal medlemmer, som indberetter deres salgstal. 

Læs udtalelsen her.

Seneste nyt om EU- og Konkurrenceret / Offentlige Indkøb

EU- og Konkurrenceret