Datterselskab var ikke forpligtet efter moderselskabets overenskomst

Et moderselskabs overenskomstmæssige forpligtelser fandtes ikke at kunne udstrækkes til også at omfatte datterselskabets virksomhed. Arbejdsrettens dom af 24. september 2015.

Sagen omhandlede et moderselskab, der udførte facility services, og som i 2012 havde genaktiveret et datterselskab med henblik på at udføre hotelrengøring. Moderselskabet var medlem af DI og dermed omfattet af serviceoverenskomsten, mens datterselskabet var blevet indmeldt i HORESTA og dermed omfattet af HORESTA-overenskomsten. 3F og Serviceforbundet gjorde gældende, at moderselskabets genaktivering af datterselskabet, samt indmeldelsen i HORESTA, var sket med formål om at unddrage sig sine overenskomstmæssige forpligtelser under serviceoverenskomsten.

Arbejdsretten fastslog indledningsvis, at en juridisk persons overenskomstindgåelse eller medlemskab af en arbejdsgiverorganisation ikke som udgangspunkt forpligtede andre juridiske personer, heller ikke selvom der var tale om et moder- og datterselskab i samme koncern.

Arbejdsretten lagde til grund, at datterselskabet, som havde egen selvstændig ledelse, hverken havde overtaget medarbejdere, materiel eller kontrakter fra moderselskabet, og at datterselskabets virksomhed, i modsætning til moderselskabet, specifikt var målrettet servicevirksomhed inden for hotelbranchen, hvor den dominerende brancheoverenskomst var HORESTA-Overenskomsten.

Arbejdsretten fandt på dette grundlag, at selskaberne - uanset at selskaberne havde fælles adresse og personaleadministration - blev drevet som selvstændige og klart adskilte enheder med hvert sit forretningskoncept, og at dette måtte anses som loyalt og driftsmæssigt begrundet i almindelige branchemæssige forhold.

3F og Serviceforbundet havde dermed ikke godtgjort, at datterselskabets virksomhed havde til formål at omgå moderselskabets overenskomstmæssige forpligtelser. Der var derfor ikke særligt grundlag for at afvige udgangspunktet om, at et moderselskabs forpligtelser ikke skulle udstrækkes til også at omfatte virksomhed drevet af et datterselskab.

Dommen viser, at et moderselskabs overenskomstmæssige forpligtelser som det klare udgangspunkt ikke kan udstrækkes til også at omfatte datterselskabets virksomhed, også selvom selskaberne har fælles adresse og personaleadministration, når der ikke overføres nogen aktivitet til datterselskabet.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret