Opsigelse pga. graviditet eller samarbejdsvanskeligheder?

Arbejdsgiver var ikke bekendt med medarbejders graviditet på tidspunktet for opsigelsen. Det fandt Østre Landsret i en afgørelse af 15. oktober 2015. 

Sagen omhandlede en medarbejder, der under sin graviditet blev opsagt begrundet i samarbejdsvanskeligheder. Spørgsmålet i sagen var dog, om virksomheden på tidspunktet for beslutningen om opsigelsen var bekendt med medarbejderens graviditet.

Landsretten lagde indledningsvist til grund, at virksomhedens afgørelse om opsigelse blev truffet den 5. april 2011, mens det først d. 12. april 2011 blev virksomheden bekendt, at medarbejderen var gravid. Spørgsmålet var herefter, om virksomheden på tidspunktet for beslutningen alligevel havde en formodning om, at medarbejderen var gravid, og om dette var den reelle begrundelse for opsigelsen.

På baggrund af en samlet vurdering efter en række vidneforklaringer - hvor også indgik en bedømmelse af, hvorvidt opsigelsesbegrundelsen måtte anses for reel - fandt Landsretten, at virksomheden havde godtgjort ikke at have haft kendskab til eller mistanke om, at medarbejderen var gravid, da beslutningen om opsigelse blev truffet. I denne forbindelse havde Landsretten b.la. fundet, at medarbejderens ugentlige noteringer i sin elektroniske kalender, der var tilgængelig for alle, om f.eks. "8+4 (8+3)", "RH" og "scan" ikke klart fremstod som oplysninger om graviditet.

Landsretten fandt det derfor bevist - henset til virksomhedens manglende kendskab eller mistanke om graviditeten - at opsigelsen ikke var begrundet i medarbejderens graviditet.

Dommen viser, at en opsigelse af en gravid medarbejder ikke er udtryk for forskelsbehandling, hvis arbejdsgiver ikke var opmærksom på graviditeten på tidspunktet for beslutningen om opsigelsen, og der ikke er skabt en formodning om, at arbejdsgiver alligevel måtte være bekendt hermed.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret