Studentermedarbejder under 25 år måtte finde sig i lavere løn

Højesteret fastslog ved dom af 17. juni 2016, at en overenskomstbestemmelse, hvorefter arbejdsgiver kan reducere løntillæg til studerende under 25 år, ikke var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Højesteret fandt, at aldersgrænsen på 25 år udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af alder, men at aldersgrænsen var legitimt begrundet i formålet om at lette unge studerendes mulighed for at opnå beskæftigelse ved siden af studiet. Arbejdsgiver blev derfor frifundet for studentermedarbejderens krav på godtgørelse og efterbetaling af løn.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle medarbejdere på grund af alder. Det følger af forskelsbehandlingsloven, som beskytter såvel unge som gamle medarbejdere. Forbuddet gælder dog ikke undtagelsesfrit. Der kan f.eks. lovligt opretholdes aldersgrænser fastsat i kollektive overenskomster, såfremt aldersgrænsen er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opnå formålet er hensigtsmæssige og nødvendige. Det følger af lovens § 5a, stk. 3.


Højesteret tog i sagen stilling til lovligheden af en bestemmelse i en overenskomst, som fastslår at (1) unge under 25 år, (2) der højst arbejder 15 timer om ugen, og (3) som følger en SU-berettiget uddannelse, kan aflønnes med reducerede tillæg i forhold til øvrige medarbejdere. Bestemmelsen var begrænset til at gælde studerende under 25 år, hvorimod studerende over 25 år fik udbetalt fuldt tillæg. Højesteret fandt derfor, at bestemmelsen var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af alder.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om aldersgrænsen var objektivt og rimeligt begrundet og i øvrigt proportionel, således at bestemmelsen kunne opretholdes i medfør af undtagelsesbestemmelsen i forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3.

Højesteret frifandt arbejdsgiver og stadfæstede dermed Sø- og Handelsrettens dom under henvisning til de i dommen anførte grunde. Højesteret fandt således, at det var legitimt at begrunde det reducerede løntillæg i, at de studerende under 25 år på den måde fik lettere adgang til at opnå beskæftigelse i de tidsrum, hvor de ikke er optaget af deres studier.

I sagen fandtes det godtgjort, at studerende under 25 år udgør en væsentlig mere ustabil arbejdskraft end andre ansatte. Derfor ansås det reducerede løntillæg egnet til at kompensere arbejdsgiver herfor og for at motivere potentielle arbejdsgivere til at ansætte de unge studerende. Højesteret fandt herefter, at bestemmelsen om det reducerede løntillæg var et hensigtsmæssigt middel til at nå målet om at fremme de unge studerendes erhvervsmæssige integration. Bestemmelsen fandtes derudover ikke at gå videre end nødvendigt for at opnå formålet. 

Dommen viser, at overenskomstbestemmelser om reduceret aflønning af unge under en fastsat aldersgrænse vil kunne opretholdes, hvis bestemmelsen er begrundet i et legitimt formål og i øvrigt er hensigtsmæssig og nødvendig. Derudover fastslår dommen, at arbejdsmarkedets parter har en vid skønsmargin ved valget af hvilke social- og beskæftigelsespolitiske mål, man ønsker at forfølge ved aldersgrænser fastsat i kollektive overenskomster. Dommen er i overensstemmelse med den ældre højesteretsdom af 14. november 2013, hvor en overenskomstbestemmelse fastsatte mindre gunstige regler for aflønning og afskedigelse af medarbejdere under 18 år. Højesteret fandt i denne sag, at bestemmelsen kunne opretholdes i medfør af forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 4, da den var begrundet i et legitimt formål om at integrere unge på arbejdsmarkedet.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret