Arbejdsmiljørepræsentant nød særlig afskedigelsesbeskyttelse
13. september 2016
Arbejdsmiljørepræsentant uden overenskomst nød særlig afskedigelsesbeskyttelse. Østre Landsrets dom af 16. august 2016.
Landsretten skulle tage stilling til, om en arbejdsmiljørepræsentant var særligt beskyttet efter arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, hvorefter en arbejdsmiljørepræsentant er beskyttet mod afskedigelse på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
Da arbejdsmiljørepræsentanten ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, var det ifølge landsretten afgørende, om der inden for tilsvarende faglige områder forelå en overenskomstmæssig beskyttelse af tillidsmænd mod afskedigelse. Ifølge landsretten måtte det ved afgrænsningen af "tilsvarende faglige område" tillægges afgørende betydning, at § 10, stk. 2, har til formål at beskytte arbejdsmiljørepræsentanter mod afskedigelse, idet det dernæst anføres, at afgrænsningen af det faglige område beror på en fortolkning af den enkelte overenskomst.
Landsretten fandt ikke, at afskedigelsesbeskyttelsen efter nogle virksomhedsoverenskomster kunne udstrækkes til arbejdsmiljørepræsentanten, idet overenskomsterne var defineret ud fra nærmere angivne medarbejdergrupper og ikke ud fra arbejdets faglige karakter, ligesom overenskomsterne havde baggrund i de konkrete forhold i de enkelte virksomheder.
Landsretten fastslog dernæst, at der ikke er grundlag for at foretage en snæver afgrænsning af det faglige område i forhold til arbejdsmiljørepræsentantens uddannelsesmæssige baggrund og arbejdsopgaver, således at en overenskomst, der omfatter andre medarbejdere i virksomheden, kan forekomme nærliggende, og især hvis arbejdet, som arbejdsmiljørepræsentanten udfører, også udføres for disse medarbejdere.
Industriens Funktionæroverenskomst 2012-2014 omfatter blandt andre funktionærer, der som speciale er beskæftiget med edb-arbejde. Efter ordlyden af overenskomstens område omfatter den ikke akademikere, og arbejdsmiljørepræsentanten under sagen kunne heller ikke anses for omfattet af overenskomstens nærmere afgrænsning af de funktionærer, der er dækket af overenskomsten. Eftersom arbejdsmiljørepræsentantens faglige arbejdsområde var edb-arbejde, og idet landsretten fandt det sandsynligt, at der i virksomheden var flere ansatte, der på grundlag af deres uddannelsesmæssige baggrund ville være omfattet af Funktionæroverenskomstens dækningsområde, fandt landsretten det imidlertid "nærliggende at anvende denne".
Arbejdsmiljørepræsentanten blev herefter tillagt en afskedigelsesbeskyttelse i henhold til Funktionæroverenskomsten. Virksomheden havde ikke godtgjort, at afskedigelsen var begrundet i tvingende årsager, og arbejdsmiljørepræsentanten blev derfor tildelt en godtgørelse svarende til fem måneders løn.
Dommen viser, at arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, ikke udgør en generel beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter, men at der anlægges en vid fortolkning af bestemmelsen ved bedømmelsen af, om det er muligt at udpege en overenskomst, som finder anvendelse inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
Da arbejdsmiljørepræsentanten ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, var det ifølge landsretten afgørende, om der inden for tilsvarende faglige områder forelå en overenskomstmæssig beskyttelse af tillidsmænd mod afskedigelse. Ifølge landsretten måtte det ved afgrænsningen af "tilsvarende faglige område" tillægges afgørende betydning, at § 10, stk. 2, har til formål at beskytte arbejdsmiljørepræsentanter mod afskedigelse, idet det dernæst anføres, at afgrænsningen af det faglige område beror på en fortolkning af den enkelte overenskomst.
Landsretten fandt ikke, at afskedigelsesbeskyttelsen efter nogle virksomhedsoverenskomster kunne udstrækkes til arbejdsmiljørepræsentanten, idet overenskomsterne var defineret ud fra nærmere angivne medarbejdergrupper og ikke ud fra arbejdets faglige karakter, ligesom overenskomsterne havde baggrund i de konkrete forhold i de enkelte virksomheder.
Landsretten fastslog dernæst, at der ikke er grundlag for at foretage en snæver afgrænsning af det faglige område i forhold til arbejdsmiljørepræsentantens uddannelsesmæssige baggrund og arbejdsopgaver, således at en overenskomst, der omfatter andre medarbejdere i virksomheden, kan forekomme nærliggende, og især hvis arbejdet, som arbejdsmiljørepræsentanten udfører, også udføres for disse medarbejdere.
Industriens Funktionæroverenskomst 2012-2014 omfatter blandt andre funktionærer, der som speciale er beskæftiget med edb-arbejde. Efter ordlyden af overenskomstens område omfatter den ikke akademikere, og arbejdsmiljørepræsentanten under sagen kunne heller ikke anses for omfattet af overenskomstens nærmere afgrænsning af de funktionærer, der er dækket af overenskomsten. Eftersom arbejdsmiljørepræsentantens faglige arbejdsområde var edb-arbejde, og idet landsretten fandt det sandsynligt, at der i virksomheden var flere ansatte, der på grundlag af deres uddannelsesmæssige baggrund ville være omfattet af Funktionæroverenskomstens dækningsområde, fandt landsretten det imidlertid "nærliggende at anvende denne".
Arbejdsmiljørepræsentanten blev herefter tillagt en afskedigelsesbeskyttelse i henhold til Funktionæroverenskomsten. Virksomheden havde ikke godtgjort, at afskedigelsen var begrundet i tvingende årsager, og arbejdsmiljørepræsentanten blev derfor tildelt en godtgørelse svarende til fem måneders løn.
Dommen viser, at arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, ikke udgør en generel beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter, men at der anlægges en vid fortolkning af bestemmelsen ved bedømmelsen af, om det er muligt at udpege en overenskomst, som finder anvendelse inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
