EU-retten beskytter ikke jobansøgere, som alene søger en stilling for at opnå erstatning på grund af diskrimination
16. september 2016
Den arbejdsretlige forbundsdomstol i Tyskland fremsatte i juli 2015 et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen efter TEUF artikel 267. Forespørgslen blev fremsat i en sag mellem en advokat og et forsikringsselskab fra Tyskland og drejede sig om, hvorvidt advokaten var blevet udsat for diskrimination på grund af alder og køn i forbindelse med, at hans ansøgning til et job var blevet afvist. EU-Domstolen lagde til grund, at EU-retten ikke beskytter ansøgere, som ikke er interesseret i at blive ansat, men som alene forsøger at få en erstatning på grund af diskrimination. Såfremt de nødvendige betingelser i henhold til EU-retten er opfyldt, kan en sådan situation betegnes som retsmisbrug. EU-Domstolens afgørelse af 28. juli 2016 (Sag C-423/15).
I marts 2009 offentliggjorde et tysk forsikringsselskab et stillingsopslag vedrørende trainee-stillinger. Jobbet krævede relevant praktisk erhvervserfaring og en universitetsuddannelse, som var afsluttet inden for det seneste år. En tysk advokat søgte en stilling på juraområdet, men forsikringsselskabet afviste hans ansøgning. Advokaten sendte derfor en skriftlig klage til forsikringsselskabet, hvor han krævede erstatning på grund af aldersdiskrimination. Forsikringsselskabet informerede advokaten om, at der var sket en automatisk fejl i deres system. Forsikringsselskabet indbød derfor advokaten til en samtale med personalechefen, men advokaten afviste invitationen.
Forsikringsselskabet endte med at hyre fire kvinder til trainee-stillingerne, hvorfor advokaten efterfølgende krævede yderligere erstatning som følge af forskelsbehandling på grund af køn.
Både arbejdsretten i Wiesbaden og den regionale arbejdsret i Hessen afviste advokatens krav. Advokaten appellerede derfor afgørelsen til den arbejdsretlige forbundsdomstol, som besluttede at sætte sagen i bero og i stedet forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.
Forbundsdomstolen forelagde EU-Domstolen spørgsmålet om, hvordan artikel 3, stk. 1, litra a i direktiv 2000/78 og artikel 14, stk. 1, litra a i direktiv 2006/54 skulle fortolkes i et tilfælde, hvor en person alene ansøger en stilling med det formål at få en erstatning og ikke at blive ansat. Forbundsdomstolen ønskede også oplyst, om en sådan situation kunne betegnes som retsmisbrug i henhold til EU-retten.
EU-Domstolen fastslog, at EU-direktiverne har til formål at beskytte personer, som søger arbejde, ved at beskytte dem imod diskrimination. EU-retten beskytter således ikke ansøgere, som ikke ønsker at blive ansat i den stilling, som de ansøger. Sådanne ansøgere har ikke ret til nogen form for erstatning efter EU-retten.
EU-Domstolen slog endvidere fast, at en sådan situation kan betegnes som retsmisbrug i henhold til EU-retten. EU-Domstolen bemærkede dog, at konstateringen af et misbrug kræver, at både en objektiv og subjektiv betingelse er opfyldt. EU-Domstolen præciserede hertil, at det skal fremgå, at formålet med EU-bestemmelserne ikke er opnået, og at det skal fremgå, at formålet har været at opnå en uberettiget fordel.
EU-Domstolen bestemte, at det i sidste ende er op til de nationale retsinstanser at afgøre, om en person har ansøgt en stilling for at få en erstatning. Forbundsdomstolen i Tyskland skulle derfor selv afgøre, om advokaten i det konkrete tilfælde havde ansøgt stillingen med det formål at få en erstatning, og om betingelserne for at statuere misbrug var opfyldt.
EU-Domstolens afgørelse viser, at EU-retten ikke beskytter ansøgere, som har ansøgt en stilling uden at have nogen intentioner om at besætte stillingen. Ikke desto mindre kan det være vanskeligt for virksomheder at bevise, at ansøgeren misbruger sine rettigheder efter EU-retten, hvorfor virksomheder fortsat skal være opmærksom på ikke overtræde de anti-diskriminerende love, når de offentliggør et jobopslag.
Forsikringsselskabet endte med at hyre fire kvinder til trainee-stillingerne, hvorfor advokaten efterfølgende krævede yderligere erstatning som følge af forskelsbehandling på grund af køn.
Både arbejdsretten i Wiesbaden og den regionale arbejdsret i Hessen afviste advokatens krav. Advokaten appellerede derfor afgørelsen til den arbejdsretlige forbundsdomstol, som besluttede at sætte sagen i bero og i stedet forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.
Forbundsdomstolen forelagde EU-Domstolen spørgsmålet om, hvordan artikel 3, stk. 1, litra a i direktiv 2000/78 og artikel 14, stk. 1, litra a i direktiv 2006/54 skulle fortolkes i et tilfælde, hvor en person alene ansøger en stilling med det formål at få en erstatning og ikke at blive ansat. Forbundsdomstolen ønskede også oplyst, om en sådan situation kunne betegnes som retsmisbrug i henhold til EU-retten.
EU-Domstolen fastslog, at EU-direktiverne har til formål at beskytte personer, som søger arbejde, ved at beskytte dem imod diskrimination. EU-retten beskytter således ikke ansøgere, som ikke ønsker at blive ansat i den stilling, som de ansøger. Sådanne ansøgere har ikke ret til nogen form for erstatning efter EU-retten.
EU-Domstolen slog endvidere fast, at en sådan situation kan betegnes som retsmisbrug i henhold til EU-retten. EU-Domstolen bemærkede dog, at konstateringen af et misbrug kræver, at både en objektiv og subjektiv betingelse er opfyldt. EU-Domstolen præciserede hertil, at det skal fremgå, at formålet med EU-bestemmelserne ikke er opnået, og at det skal fremgå, at formålet har været at opnå en uberettiget fordel.
EU-Domstolen bestemte, at det i sidste ende er op til de nationale retsinstanser at afgøre, om en person har ansøgt en stilling for at få en erstatning. Forbundsdomstolen i Tyskland skulle derfor selv afgøre, om advokaten i det konkrete tilfælde havde ansøgt stillingen med det formål at få en erstatning, og om betingelserne for at statuere misbrug var opfyldt.
EU-Domstolens afgørelse viser, at EU-retten ikke beskytter ansøgere, som har ansøgt en stilling uden at have nogen intentioner om at besætte stillingen. Ikke desto mindre kan det være vanskeligt for virksomheder at bevise, at ansøgeren misbruger sine rettigheder efter EU-retten, hvorfor virksomheder fortsat skal være opmærksom på ikke overtræde de anti-diskriminerende love, når de offentliggør et jobopslag.
