Danmark tiltræder konvention om miljørigtig genbrug af skibe
05. oktober 2016
Danmark har ratificeret Hong Kong-konventionen, der skal fremme en miljørigtig genanvendelse af skibe. Advokat, partner Søren Stenderup Jensen skriver om emnet i det seneste nummer af International Law Office (ILO) - Environment & Climate Change.
Hvert år bliver ca. 1.000 skibe ophugget for at genbruge materialerne - ofte i asiatiske lande som Bangladesh, Indien og Pakistan. I gennemsnit bliver ti dansk opererede skibe årligt sendt til ophugning.
Den internationale søfartsorganisation IMO står bag Hong Kong-konventionen, som skal sikre genanvendelse af skibe uden unødvendige helbredsrisici og belastning af miljøet.
Danmark ratificerede Hong Kong-konventionen den 14. september 2016. Den træder dog først i kraft, når en række større søfartsnationer, samt lande hvor mange skibsophugninger udføres, også har ratificeret konventionen.