Storbritannnien vil gå med i Den Fælles Patentdomstol

Den engelske minister med ansvar for Unified Patent Court (UPC) har netop i eftermiddag overraskende meddelt, at Storbritannien vil gå videre med ratificering af UPC-aftalen. UPC-aftalen kan derfor muligvis træde i kraft allerede i efteråret 2017.

Det antog Margot Fröhlinger, Principal Director of patent law and multilateral affairs i European Patent Office, på årsmødet i European Patent Lawyers Association (EPLAW) i fredags den 25. november 2016.

Meldingen fra Storbritannien om ratificering af UPC-aftalen er meget overraskende, da det hidtil af de fleste har været anset for usandsynligt i den nuværende politiske situation, idet Storbritanniens deltagelse i UPC forudsætter, at Storbritannien skal underkaste sig EU-retten på patentområdet (herunder relevante EU konkurrenceretlige regler). Det er bl.a. EU-Domstolens vidtgående retspraksis, som har været kritiseret af Brexit-tilhængerne.

Da Storbritannien stadig er medlem af EU, kan selve ratificeringen af UPC-aftalen og opstarten af UPC-systemet formentlig blot fortsætte efter de fremskredne planer, som forelå allerede før Brexit-afstemningen i juni 2016. Det spændende bliver imidlertid, hvordan ordningen vil fortsætte, hvis (og antagelig når) Storbritannien ophører med at være EU-medlemsland.

En problematik i den forbindelse er, at den engelske afdeling af UPCs centrale afdeling (domstolen i første instans) fortsat skal kunne referere spørgsmål til EU-Domstolen. Det er en udfordring, idet TEUF art. 267 i dag kun giver en adgang til forelæggelser fra EU's medlemsstater. Det må antages, at sådanne mere tekniske spørgsmål bliver løst.

Det må af hensyn til industrien håbes, at der snarest findes klare og eksplicitte løsninger på de usikkerheder, som vil opstå i kølvandet på Storbritanniens ratificering og deltagelse i UPC, så der ikke er usikkerhed om virkningen af UPC-afgørelser i mange år frem - en usikkerhed der først bliver løst, når EU-Domstolen har taget stilling.


Læs mere i denne pressemeddelelse fra Storbritannien

Seneste nyt om IP-ret

IP-ret