Højesteret sætter grænse for EU-regulering

Højesteret har netop afsagt en yderst principiel dom i den meget omtalte Ajos-sag. Sagen handlede om en 60-årig funktionær, som blev opsagt efter 25 års tjeneste. Ifølge funktionærloven havde den ansatte som udgangspunkt krav på at modtage en fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn på grund af sin langvarige ansættelse. Tvisten udsprang af, at ifølge den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, bortfaldt fratrædelsesgodtgørelsen, hvis funktionæren ved sin fratrædelse havde ret til at oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension. Det var tilfældet for den pågældende, og han fik ikke udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen. Højesterets dom af 6. december 2016.

For Højesteret var spørgsmålet, om bestemmelsen i lovens § 2 a, stk. 3, var i strid med det EU-retslige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. EU-Domstolen havde forinden afsagt dom i en lignende sag (Ole Andersen-sagen, C-499/08), men til forskel fra den dom var spørgsmålet nu, om princippet om forbud mod aldersdiskrimination også slog i gennem over for private arbejdsgivere - i modstrid med den danske lovs udtrykkelige lovbestemmelse.

Højesteret stillede EU-Domstolen 2 præjudicielle spørgsmål under sagen, og Domstolen svarede ved dom af 19. april 2016, at i) funktionærlovens § 2 a, stk. 3 strider imod EU-rettens forskelsbehandlingsprincip, at ii) det påhvilede Højesteret at fortolke bestemmelsen EU-konformt, og at iii) hvis det var umuligt for Højesteret at anlægge en EU-konform fortolkning af bestemmelsen, påhvilede det Højesteret at undlade at anvende bestemmelsen. 

Læs vores tidligere omtale af EU-domstolens dom

Højesteret var i forbindelse med forelæggelsen af de præjudicielle spørgsmål af den opfattelse, at den danske lovregel ikke tillod en EU-konform fortolkning af bestemmelsen. Højesterets dilemma var derfor, om Højesteret skulle afstå fra at anvende funktionærlovens § 2 a, stk. 3, eller om Højesteret skulle lade bestemmelsen stå ved magt trods EU-Domstolens anvisninger. Der forelå således en "contra legem" situation. 

Højesteret udtalte, at eftersom princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder ikke indgår i den kreds af retsakter, som Danmark ved tiltrædelsen af EU har tildelt direkte forpligtende virkning i dansk ret, kan princippet ikke tildeles forrang frem for en gyldigt vedtaget og længe håndhævet dansk lovregel. På denne baggrund udtalte Højesteret, at hvis Højesteret undlod at anvende funktionærlovens § 2a, stk. 3, ville Højesteret handle uden for rammerne af sine beføjelser som samfundets dømmende magt.

Højesteret fandt således, at bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, står ved magt i sagen og frifandt derfor arbejdsgiveren for påstanden om betaling af fratrædelsesgodtgørelse.

Dommen viser, at EU-retlige principper, som ikke hidrører fra den kreds af retsakter, som Danmark ved tiltrædelsen af EU tildelte direkte virkning i dansk ret, ikke kan tilsidesætte danske lovregler i forholdet mellem to private parter.

Dette medfører inden for ansættelsesretten, at danske arbejdstagere ikke kan påberåbe sig generelle EU-retlige principper over for deres private arbejdsgivere, hvis der foreligger en klar og entydig dansk lovregel, som regulerer spørgsmålet.

Det skal bemærkes, at Højesteret ikke tog afstand fra selve princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Højesteret anerkendte princippets eksistens og dets hensigtsmæssighed, men fandt, at princippet ikke skulle tildeles en sådan retskildemæssig værdi, at det kunne tilsidesætte en dansk lov.

Seneste nyt om Ansættelses- og Arbejdsret

Ansættelses- og Arbejdsret