Entreprise: Plesner-artikler om det nye AB-system

Plesner har bidraget med to artikler til nyt særnummer af Tidsskrift for Bolig- og Byggeret - Udkast til AB 18 og ABR 18. De to artikler ser nærmere på entreprenørers indsigelses- og reaktionspligt og de nye regler om direkte krav inden for entreprise.

Der er netop blevet trykt et særnummer til Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, hvor udvalgte teoretikere og praktikere har bidraget med input og betragtninger om AB-udvalgets udkast til det nye AB-system. Alle bidragsydere indsendte deres bidrag som høringssvar til de nye udkast, så AB-udvalget fik mulighed for at kunne indarbejde de forskellige betragtninger i de endelige udgaver af AB 18 og ABR 18 samt bemærkninger til disse.

Entreprenørers indsigelses- og reaktionspligt

Plesner har bidraget med to artikler til det netop trykte særnummer. Niklas Korsgaard Christensen (advokat, partner) gennemgår AB-udvalgets udkast til nye regler om projektgennemgang. I udkastene til henholdsvis AB 18 § 19 og ABR 18 § 27 er indeholdt stort set enslydende bestemmelser om gennemførelse af projektgennemgang.

Niklas Korsgaard Christensen ser i artiklen nærmere på, om de nye regler medfører en skærpelse af entreprenørens indsigelses- og reaktionspligt, og runder af med nogle praktiske overvejelser om de nye regler om projektgennemgang, herunder at både af juridiske og praktiske grunde kunne tale for en højere grad af detaljering af retsvirkningerne forbundet med denne projektgennemgang.

Nye regler om direkte krav inden for entreprise

I en anden artikel i særnummeret gennemgår Peter Wengler-Jørgensen (advokat, partner) og Frederik Lenskjold Olsen (advokat) udkastenes nye regler om direkte krav inden for entreprise. I udkastene til henholdsvis AB 18 § 8, stk. 4 og ABR 18 § 7, stk. 4 er indeholdt stort set identiske bestemmelser om nye regler for direkte krav.

I lyset af Bobledæk-sagen gennemgås de foreslåede regler, og det konkluderes, at AB-udvalget har haft til hensigt at præcisere retsstillingen for direkte krav i entreprise på baggrund af Bobledæk-sagen. Afslutningsvis gives der nogle forsalg til præciseringer i bestemmelsernes ordlyd.

AB-udvalget forventer at offentliggøre det samlede reviderede AB-system den 21. juni, herunder de endelige udgaver af AB 18 og ABR 18 samt bemærkninger til disse.

Seneste nyt om Entreprise

Entreprise