Ny virksomhedsguide om e-handel

Erhvervsstyrelsen har den 28. januar 2020 offentliggjort en ny guide til virksomheder vedrørende reglerne for e-handel. Plesner har udarbejdet guiden for Erhvervsstyrelsen.

Guiden har til formål at gøre det lettere for danske e-handelsvirksomheder at komme i gang med at sælge deres varer og tjenesteydelser online til kunder i en række EU-lande og Norge.

Den nye guide indeholder en gennemgang af en række af de væsentligste juridiske områder og problemstillinger, som virksomheder skal være opmærksomme på, når virksomheden ønsker at markedsføre og sælge sine varer og tjenesteydelser online til kunder i Danmark samt i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Polen, Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien.

Guiden gennemgår blandt andet spørgsmål om varemærker og forretningskendetegn, domænenavne, sprogkrav, oplysningskrav, geoblocking, handelsbetingelser, betalinger, fortrydelsesret, mangler, lovvalg og værneting, direkte elektronisk markedsføring, persondata, cookies og moms.

Reglerne for e-handel i de nævnte EU-lande og Norge er blevet undersøgt med hjælp fra en række advokatfirmaer i de pågældende lande. Guiden indeholder fem bilag med de udenlandske advokatfirmaers besvarelser af de spørgsmål, der har dannet grundlag for guidens indhold.

Virksomheder vil derfor ved hjælp af guiden og bilagene kunne finde svar på, hvilke regler der gælder for e-handel i de nævnte lande, herunder om der eksempelvis gælder særlige sprogkrav eller oplysningskrav i de pågældende lande, eller eksempelvis om reglerne for varemærker eller cookies i de pågældende lande svarer til de danske regler.

Læs "Virksomhedsguide til regler for e-handel" og de tilhørende bilag

Vil du vide mere?

Kontakt en af Plesners specialister inden for markedsførings- og forbrugerretpersondataret eller skatter og afgifter.

Seneste insights

Flere insights