Kreditværdighedsvurdering af forbrugere

De seneste år er der kommet øget fokus på kreditværdighedsvurderinger i forbindelse med ydelse af forbrugerkredit. Manglende eller utilstrækkelig vurdering af kreditværdigheden kan ifølge Forbrugerombudsmanden medføre, at forbrugeren ikke hæfter for renter eller gebyrer. Det er dog ikke klart ud fra lovgivningen, hvilke krav der reelt stilles til en kreditværdighedsvurdering. I denne Insight stiller Plesners specialister i forbrugerkreditlovgivning derfor skarpt på kreditværdighedsvurderinger.

Formålet med kreditværdighedsvurderinger i forbindelse med ydelse af forbrugerkredit er at analysere, om forbrugeren vil være i stand til at servicere lånet baseret på forbrugerens indkomst, udgifter og øvrige gæld. Vigtigheden af en korrekt kreditværdighedsvurdering er for nylig illustreret af Forbrugerombudsmandens udtrykte holdning, at manglende/utilstrækkelig kreditværdighedsvurdering kan medføre, at forbrugeren ikke hæfter for renter eller gebyrer.

Det er imidlertid ikke klart ud fra lovgivningen, hvilke krav der reelt stilles til en kreditværdighedsvurdering, og derudover er der en række praktiske/IT-mæssige udfordringer med at implementere procedurer for korrekt kreditværdighedsvurdering i særligt online og app-baserede forbrugslånsløsninger.

Lovgrundlaget

Krav om kreditværdighedsvurderinger fremgår dels af lov om forbrugslånsvirksomheder (§ 9) fra 2019, dels af kreditaftaleloven (§ 7c), hvor kravet implementerer Artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet. Bestemmelserne i de to love er stort set enslydende og praksis - herunder fra EU-Domstolen - vedrørende kreditaftalelovens § 7c/forbrugerkreditdirektivets Artikel 8 er derfor også retningsgivende for fortolkningen af lov om forbrugslånsvirksomheder § 9.

Både den danske lovgivning og forbrugerkreditdirektivet indrømmer kreditgiver et skøn til at vurdere, hvad der udgør "fyldestgørende oplysninger" til brug for udarbejdelse af kreditværdighedsvurderinger. Videre fremgår det af forarbejderne til lov om forbrugslånsvirksomheder, at kravet må anses for opfyldt, hvis kreditgiver i hvert fald indhenter (i) forbrugerens seneste lønsedler og oplysninger fra eSKAT, (ii) tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter, (iii) forbrugerens seneste årsopgørelse og (iv) kreditinformationer fra relevante debitorregistre. Bemærkningen - som også må anses for gældende i relation til kreditaftalelovens § 7c - angiver tilsyneladende en "safe harbour" for kreditgiver så længe de modtagne oplysninger ikke giver (eller burde have givet) anledning til yderligere undersøgelser.

Finanstilsynets temaundersøgelse

Finanstilsynet offentliggjorde i 2019 en temaundersøgelse af udvalgte pengeinstitutters praksis for kreditværdighedsvurderinger. Finanstilsynet har i temaundersøgelsen bekræftet "safe harbour"-muligheden beskrevet ovenfor, men temaundersøgelsen adresserer også en række andre forhold af væsentlig betydning for den praktiske gennemførelse af kreditværdighedsvurderinger:

Variabelt forrentede lån
Hvis kreditgiver yder et variabelt forrentet lån, er kreditgiver efter Finanstilsynets opfattelse forpligtet til at inddrage overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning. Det er dermed ikke tilstrækkeligt alene at vurdere, om forbrugeren på aftaletidspunktet vil kunne servicere et variabelt forrentet lån. Finanstilsynet giver desværre ingen konkret vejledning om, hvilke forudsætninger omkring renteudviklingen kreditgiver kan/skal lægge til grund, og kreditgiver bør derfor overveje dette nøje, da det vil have stor betydning for forbrugernes mulighed for at kunne fortsætte med at servicere lånet efter en rentestigning.

Efterfølgende ændringer i forbrugerens økonomi
Hvis forbrugerens økonomiske forhold allerede på aftaletidspunktet må forventes at ændre sig efter aftaleindgåelsen, og kreditgiver var eller med rimelighed burde have været bekendt med dette, er kreditgiver forpligtet til at forholde sig hertil i kreditværdighedsvurderingen. Finanstilsynet har ikke nærmere afgrænset, inden for hvilken periode efter aftaleindgåelsen en ændring skal indtræffe for at være relevant for kreditværdighedsvurderingen, og det kan derfor ikke udelukkes, at kreditgiveren er forpligtet til at forholde sig til ændringer i hele kredittens løbetid forudsat, at de med tilstrækkelig sikkerhed vil indtræffe.

Rådighedsbeløb
I forbindelse med kreditværdighedsvurderingen kræver Finanstilsynet, at kreditgiver beregner, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere lånet. Denne beregning skal være individuel og realistisk baseret på forbrugerens faktiske udgifter. Kreditværdighedsvurderingen vil således ikke være tilstrækkelig, hvis kreditgiver ved beregning af rådighedsbeløbet tager udgangspunkt i estimerede udgifter eller tilsvarende gennemsnitsbetragtninger.

Konkret følger det af Finanstilsynets praksis, at kreditværdighedsvurderingen ikke lever op til kreditaftalelovens § 7c eller lov om forbrugslånsvirksomhed § 9, hvis kreditgiver anvender (i)  (lave og) standardiserede minimumsrådighedsbeløb, og/eller (ii) en automatisk ikke-individualiseret kreditscoringsmodel/algoritme. Kreditgiver må derudover heller ikke alene basere en kreditværdighedsvurdering på baggrund af det statistiske segment, som forbrugeren tilhører.

Da en kreditværdighedsvurdering ikke må baseres på historiske oplysninger, er det tillige Finanstilsynets opfattelse, at forhåndsgodkendelser af (eventuelt allerede eksisterende) kunder ikke er foreneligt med kreditaftalelovens § 7c henholdsvis lov om forbrugslånsvirksomhed § 9.

Dokumentationsgrundlag
I temaundersøgelsen har Finanstilsynet tilkendegivet, at lånets størrelse, løbetid og omkostninger samt størrelsen af ydelsen på lånet har afgørende betydning for, hvilket dokumentationsgrundlag, der er påkrævet for en tilstrækkelig kreditværdighedsvurdering. I relation til ydelsen skal kreditgiver vurdere, om forbrugeren har frie midler til at kunne servicere lånet i overensstemmelse med låneaftalen. For at kunne vurdere, om forbrugeren har frie midler til at servicere lånet, må det antages, at kreditgiver i hvert fald skal indhente (og forholde sig til) oplysninger om forbrugerens (i) faste indtægter (typisk løn, eventuelt også sociale ydelser) og (ii) faste udgifter.

Inddragelsen af ydelsen som faktor må ydermere betyde, at kravene til dokumentationsgrundlaget vil være forskellige for to lån med samme lånebeløb men med forskellig månedlige ydelse.

Mange kreditgiveres aftaleflow baserer sig i væsentligt omfang på, at forbrugeren indtaster oplysninger om sin økonomi i felter på en hjemmeside eller i en app i modsætning til faktisk at levere dokumentation for rigtigheden af de indtastede oplysninger. I temaundersøgelsen anfører Finanstilsynets imidlertid, at det er Tilsynets opfattelse, at "simple udokumenterede oplysninger" ikke er tilstrækkeligt til at udgøre "fyldestgørende oplysninger". Af Finanstilsynets praksis følger yderligere, at såfremt forbrugeren har angivet "få og lave faste udgifter", skal kreditgiver indhente dokumentation for at belyse, om oplysningerne er retvisende.

Finanstilsynets praksis forpligter således kreditgiver til selvstændigt at validere de oplysninger, som forbrugeren angiver. Det er uklart, om Tilsynet mener, at denne forpligtelser gælder alle oplysninger, men den gælder i hvert fald som minimum hvis disse ikke forekommer troværdige omstændighederne taget i betragtning.

En generel pligt til at efterprøve alle forbrugerens oplysninger følger ikke af forbrugerkreditdirektivet og fraviger også EU-Domstolens praksis ved fortolkning af direktivets Artikel 8. I 2014 afgjorde EU-Domstolen (sag C-449/13), at forbrugerkreditdirektivet ikke forpligter en kreditgiver til at foretage systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, som forbrugeren kommer med. Kreditgiveren er kun forpligtet til at indhente dokumentation for de afgivne oplysninger i de situationer, hvor omstændighederne tilsiger det.

Som anført ovenfor er det uklart, om Finanstilsynet kræver, at samtlige forbrugeren oplysninger skal dokumenteres uanset omstændighederne, eller om det kun gælder, hvor omstændighederne tilsiger det. Forbrugerkreditdirektivet er ikke et totalharmoniseringsdirektiv, og medlemsstaterne er derfor principielt frit stillet med hensyn til at indføre en højere forbrugerbeskyttelse, end hvad der følger af direktivet. Omvendt strider en generel dokumentationspligt mod det politiske princip skiftende danske regeringer har haft i en årrække om så vidt muligt ikke at overimplementere/"goldplate" EU-lovgivning. Kreditgivere bør derfor nøje overveje deres procedurer for dokumentation for forbrugerens oplysninger og som minimum implementere procedurer for at vurdere, om oplysningerne er troværdige efter omstændighederne.

Manglende/utilstrækkelig kreditværdighedsvurdering

Manglende/utilstrækkelig kreditvurdering kan dels have offentligretlige/regulatoriske konsekvenser for kreditgiver, dels privatretlige konsekvenser i forholdet mellem kreditgiver og forbrugeren.

Offentligretlige/regulatoriske konsekvenser - manglende overholdelse af forpligtelsen til at udvise god skik
Hvis kreditværdighedsvurderingen viser (eller - hvis foretaget korrekt - ville have vist), at forbrugeren ikke vil være i stand til at servicere lånet, vil det være i strid med god skik-forpligtelsen i henhold til lov om finansiel virksomhed § 43 (for kreditgivere, som er pengeinstitutter) henholdsvis lov om forbrugslånsvirksomhed § 7 (for kreditgivere, som er forbrugslånsvirksomheder) at indgå en sådan aftale. En sådan overtrædelse kan sanktioneres med påtale, påbud og eventuelt bøde.

Mere afgørende fremgår det af forarbejderne til lov om forbrugslånsvirksomhed, at grove og gentagne tilsidesættelser af forpligtelsen til at foretage en kreditværdighedsvurdering vil kunne medføre, at tilladelsen til at drive forbrugslånsvirksomhed inddrages. En tilsvarende bemærkning fremgår ikke af forarbejderne til lov om finansiel virksomhed, og det er dermed tvivlsomt, hvorvidt en overtrædelse af § 43 grundet i manglende/utilstrækkelige kreditværdighedsvurderinger vil kunne begrunde en inddragelse af tilladelse som pengeinstitut.

Privatretlige konsekvenser - risiko for, at forbrugeren ikke hæfter for renter og gebyrer

Bortset fra enkelte konkrete områder som varsling af renteændringer m.v. er der generelt betydelig usikkerhed omkring de mulige privatretlige konsekvenser af en overtrædelse af den offentligretlige forbrugerkreditlovgivning som for eksempel krav om kreditværdighedsvurdering.

I en nylig sag har Forbrugerombudsmanden imidlertid forfægtet det synspunkt, at i tilfælde af utilstrækkelig/manglende kreditværdighedsvurdering, vil det være i strid med redelig handlemåde at kræve renter og gebyrer betalt af forbrugeren, fordi kreditgiver skulle have afstået fra yde lånet. Den konkrete sag blev forligt (i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens synspunkt), men det må på baggrund af sagen anses som en væsentlig risiko for kreditgiver, at utilstrækkelig/manglende kreditværdighedsvurdering kan medføre, at forbrugeren ikke hæfter for renter og gebyrer.

Seneste nyt om Bank og Finans

Bank og Finans