Ny lov giver Erhvervsstyrelsen adgang til at foretage uanmeldte kontrolbesøg uden retskendelse

Den netop vedtagne lov om ændring af bemyndigelsesloven giver Erhvervsstyrelsen adgang til, uden retskendelse, at foretage uanmeldte og anmeldte kontrolbesøg hos alle eksporterende virksomheder, samt adgang til at kræve alle oplysninger der vedrører erhvervsstyrelsens kontrol- og tilsynsopgaver vedrørende dual-use eksportkontrol og handelssanktioner.

Den nye lov har mødt stærk kritik

Loven og dens forarbejder fremstår, med undtagelse af mindre sproglige præciseringer, uændret fra det oprindelige lovforslag. Den største forskel fra det lovforslag, der blev sendt i høring, består i en præcisering i sidste led i § 1 f, stk. 3, hvor det fremgår, at den bistand, som de af loven omfattede personer skal yde til tilsyns- og kontrolmyndighederne bl.a. omfatter at udlevere relevante oplysninger, give adgang til erhvervsmæssige lokaler og transportmidler samt bistå ved kontrolbesøg.

Høringen af lovforslaget og behandlingen heraf affødte en del reaktioner fra både erhvervsorganisationer og en række blå partier i Folketinget. Særligt erhvervsorganisationerne Dansk Industri, Dansk Rederi, Dansk Erhverv, Danske Advokater og Advokat Samfundet har udtalt stærk kritik. Høringen og kritikken af lovforslaget har dog ikke givet anledning til nogen lempelser.

I et høringssvar fremsætter Dansk Industri, Danske Rederier og Dansk Erhverv således kritik af lovforslaget særligt i forhold til adgangen til at foretage uanmeldte kontrolbesøg uden retskendelse, som efter erhvervsorganisationernes opfattelse har vidtrækkende retssikkerhedsmæssige konsekvenser for alle typer af eksporterende virksomheder. Høringssvaret kan findes her

Erhvervsorganisationerne vurderer, at adgangen til at foretage kontrolbesøg uden retskendelse rammer alle danske virksomheder, der har samhandel med udlandet. Det vurderes desuden, at der ikke er et begrundet behov for at indføre en adgang til uanmeldte kontrolbesøg uden retskendelse, og at denne adgang går langt videre end udgangspunktet i dansk retspleje, som er, at myndighedsundersøgelser kun kan ske ved indhentelse af retskendelse.

Lovforslaget er også blevet kritiseret for at være uklart i forhold til, hvor store mængder oplysninger Erhvervsstyrelsen kan kræve adgang til, herunder eksempelvis om der forventes en adgang til e-mails hos virksomhedernes medarbejdere, information hos datterselskaber i udlandet, information som er underlagt kommercielle fortrolighedsforpligtelser, eller militære oplysninger, som ikke umiddelbart kan udleveres uden pågældende lands samtykke.

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget har en række blå partier ligeledes reageret på den indgribende karakter af et uanmeldt kontrolbesøg uden retskendelse, og Venstre har med støtte fra Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, forsøgt at få gennemført en ændring af lovforslaget, således at loven alene giver hjemmel til tilstrækkeligt legitimerede og anmeldte kontrolbesøg. 

For yderligere informationer om indholdet af loven henvises til vores tidligere artikel herom.

Nye foranstaltninger i virksomheder

Den nye lov giver anledning til, at virksomheder bør overveje at indføre eller opdatere interne retningslinjer med vejledning om og procedurer for, hvordan virksomheden skal agere ved anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg fra Erhvervsstyrelsen. 

Herudover skal virksomheden som hidtil sikre sin generelle overholdelse af reglerne om eksportkontrol, samt sikre at disse oplysninger kan tilgås med kort varsel, således at virksomheden er i stand til at videregive dem til Erhvervsstyrelsen i tilfælde af et anmeldt eller uanmeldt kontrolbesøg. 

Seneste nyt om Eksportkontrol og Handelssanktioner

Eksportkontrol og Handelssanktioner